Danmark Europas bedste håndboldland

Det europæiske håndboldforbund (EHF) har kåret Danmark som bedste håndboldnation i 2011.

Selv om det ikke blev til nogen seniortitler, var Danmark bedste håndboldnation i 2011.

Det mener det europæiske håndboldforbund (EHF), som lørdag på sin kongres i Monaco har givet Danmark den fine udmærkelse.

Til grund for kåringen ligger, at herrelandsholdet vandt VM-sølv i Sverige, mens damerne tog sig af fjerdepladsen ved deres VM.

I samme kalenderår blev det til VM-sølv for herrernes U/21-landshold, mens landsholdet med spillere op til 19 år gik helt til tops ved VM i Argentina.

Også damernes U/21-landshold hentede medaljer i 2011, nemlig da de tog sig af EM-guldet, mens det blev til sølv ved europamesterskabet for U/18-pigerne.

Alt i alt var det nok til, at EHF nu har givet Danmark sin "Best Nation Award" for det forgangne år. Prisen blev overrakt af EHF's afgående præsident, norske Tor Lian.

Også 2012 er som bekendt startet godt med EM-guld til herrerne i Serbien i januar.

/ritzau/

Facebook
Twitter