Danmarks mest vindende klub i fare for nedrykning: 'Det er surrealistisk'

Fredag spiller håndboldklubben KIF Kolding første opgør mod TM Tønder for overlevelse i ligaen.

To store gardiner hænger fra loft til gulv på håndboldbanen i Sydbank Arena og danner ramme om KIF Koldings træning torsdag formiddag. Ingen kan kigge ud, ingen kan kigge ind.

Cheftræner Lars Rasmussen har uvant lukket træningen for pressen og andre uvedkommende, for fredag venter første etape af det mest skæbnesvangre opgør i den traditionsrige klubs historie. Opgøret mod TM Tønder handler for Kolding om overlevelse i den bedste danske håndboldrække.

Beslutningen om at holde træningen lukket skyldes den seneste uges historier om spillere, der er blevet tilbudt halv løn og en tidligere sportsdirektørs tilbagevenden. Historier, der ikke handler om spillet på banen. Historier, der kendetegner en kaotisk sæson i KIF Kolding.

Gardinerne er trukket for. Bag dem kæmper truppen for at holde fokus på den runde bold.

Kongerne af dansk håndbold

Efter træningen sætter Lars Rasmussen sig i en lænestol i et rum med KIF Koldings ’Hall of Fame’ tapetseret på væggene. 14 danske mesterskaber, 9 pokaltitler og et hav af europæiske kampe. Danmarks mest vindende klub. Men i denne sæson har det været et helt andet billede. KIF Kolding har 18 nederlag i 26 kampe i herrehåndboldligaen og endte sidst i nedrykningsgruppen.

Kolding blev danske mestre i 2014 med Joachim Boldsen på holdet. (Foto: Claus FIsker © Claus Fisker)

KIF Koldings nuværende tilstand er så langt fra den, klubben var i, da Lars Rasmussen selv var aktiv håndboldspiller. Den tidligere landsholdsspiller sluttede karrieren af i Team Tvis Holstebro i starten af 00’erne, hvor KIF Kolding var kongerne af dansk håndbold. Han husker tydeligt opgørene mod storklubben.

- De var de største. Det var noget helt specielt at være på besøg i Kolding. Det var dem, der spillede Champions League mod Barcelona, Kiel og Montpellier – og kunne begå sig i det selskab.

Nu handler det ikke længere om titler, men om overlevelse i den danske liga.

- Det er en totalt surrealistisk følelse at være en del af. Det er hårdt, det gør ondt, siger 43-årige Lars Rasmussen.

I sommeren 2018 blev han assistenttræner i KIF Kolding under cheftræner Lars Frederiksen. I begyndelsen af det nye år overtog Lars Rasmussen jobbet som cheftræner fra Lars Frederiksen, der blev afskediget efter spillernes ønske.

Nedtur i KIF Kolding

De første faresignaler viste sig allerede inden den nuværende sæson officielt blev skudt i gang.

Klubben havde over sommeren fået nye ejere, men overgangen fra den gamle ledelse til den nye skete, ifølge Lars Rasmussen, alt for sent. Derfor var der usikkerhed omkring de fysiske rammer omkring holdet – lige fra fysioterapeuterne til administrationen.

- Jeg glemmer aldrig den første dag. Både spillerne og jeg fik fornemmelsen af, at der ikke var nogen, der vidste noget. Det fik helt sikkert alarmklokkerne til at ringe, siger Lars Rasmussen.

I september kunne klubben ikke betale løn til staben, og tidligere spillere begærede KIF Kolding konkurs. Den gamle ledelses økonomiske problemer var ved at indhente visionen om en ny start for håndboldklubben.

Lars Rasmussen til venstre med tidligere cheftræner Lars Frederiksen til højre. (Foto: Claus FIsker © Claus Fisker)

Intern konflikt mellem spillertruppen og holdets daværende cheftræner Lars Frederiksen kulminerede i starten af februar, hvor spillerne indkaldte til møde med ledelsen med ønske om at få Lars Frederiksen fyret. Et ønske, spillerne fik opfyldt.

På det tidspunkt var Kolding allerede ved at gro fast i bunden af tabellen, og den nye cheftræner kom på en enormt svær opgave med at få holdet bragt ovenpå igen.

- Jeg overtog en spillertrup, som mentalt ikke kunne ligge mere ned, end den gjorde i forvejen. Det var ikke muligt for spillerne at være længere nede, siger Lars Rasmussen.

Medierne fulgte intenst med i nedturen for ’Danmarks mest vindende klub', og det gjorde det svært for Lars Rasmussen og spillerne at koncentrere sig om spillet.

- Det, der var mest trættende og forfærdeligt, var, at man ikke bare kunne få lov til at gøre sit arbejde og have fokus på håndbolden. Alt fokus røg væk fra det, det handlede om, siger han.

Står sammen forud for play off

Lars Rasmussens telefon brummer på bordet ved siden af ham. Det er målmanden Richard Frisk, der ringer for at kalde ham til mødelokalet, hvor de to skal gennemgå video som sidste del af forberedelserne inden kampen mod Tønder.

Nu er der fokus på spillet og intet andet.

Det er netop sammenhængskræften, der skal få KIF Kolding helskindet igennem play off-kampene mod Tønder, så borgerne i byen stadig kan se ligahåndbold i næste sæson, fortæller Lars Rasmussen.

- Vi er en stærk gruppe, vi står sammen, og vi kæmper røven ud af bukserne for at komme i hus med det her, siger han.

Tiden med hæder og trofæer er ikke forbi, men klubben skal bygges langsomt op for at komme tilbage til sin storhedstid, mener cheftræneren.

- Jeg er slet ikke i tvivl om, at hvis Kolding er i ligaen næste år, så vil vi også være det de næste 50 år, siger han.

- Hvis vi bliver i ligaen, skal vi være realistiske. Vi skal ikke ud og vinde Champions League i næste sæson, det tager tid at bygge noget op, men det er også det, der gør, at man får succes på lang sigt.

Fredag aften tager KIF Kolding imod TM Tønder i første play off-kamp om nedrykning. Du kan følge kampen fra kl. 18.30 i LIGA på P3.

Facebook
Twitter