Onsdag aften dannede et hotel i Basel scene for heftige diskussioner blandt håndboldens europæiske topchefer.
Op mod 20 nationer - heriblandt Danmark - var vrede over, at repræsentanter fra Belarus var i Schweiz for at deltage i en kongres i Det Europæiske Håndboldforbund, EHF, og ville have, at EHF bortviste dem med det samme.
Det fortæller Morten Stig Christensen, formand i Dansk Håndbold, i et interview, DR har lavet i samarbejde med NRK og SVT fra EHF-kongressen i Basel.
- Det hører ingen steder hjemme, at vi skal sidde til en kongres, der handler om håndbold, sammen med folk fra Belarus, når vi har den situation i Ukraine, siger Morten Stig Christensen.
En større gruppe af nationalforbund blev ifølge den danske formand bekendt med Belarus' tanke om at deltage i EHF-kongressen i sidste uge.
Derfor bad Morten Stig Christensen og en række andre nationale forbund som Sverige, Norge og Polen EHF om at finde en løsning inden mødet onsdag aften.
Belarus forlod møde efter fem minutter
Præsidenten for EHF, Michael Wiederer, forklarer, at forbundet var tvunget til at invitere Rusland og Belarus til kongressen, da reglementet foreskriver, at man ikke kan ekskludere nogen medlemmer.
De fik dog begge at vide, at det ville skabe postyr, hvis de dukkede op i Schweiz.
Det valgte Belarus at ignorere, men forlod mødelokalet efter fem minutter, siger Michael Wiederer i et interview, DR har lavet i samarbejde med NRK og SVT.
- De gik ikke ind i konferencerummet, fordi de ikke accepterede vores beslutning om, at de skulle være observatører uden tale- eller stemmeret, siger EHF-præsidenten.
Morten Stig Christensen erkender, at der er regler i den europæiske sammenslutning af håndboldnationer, men når der er krig i Ukraine, burde situationen være håndteret anderledes.
Morten Stig Christensen håber, at reglerne bliver ændret, så situationen kan blive håndteres anderledes, hvis den skulle opstå igen.
Han er dog godt tilfreds med udfaldet af møderne før EHF-kongressen i Basel.
- Det var den bedst mulige løsning, således de små håndboldnationer, der grænser op til Rusland og Belarus, havde en chance for at deltage. Det var vigtigt for os, siger formanden for Dansk Håndbold.
- Når der er krig i Europa, er der konsekvenser, og en af dem er, at vi selvfølgelig ikke sidder i samme lokale og diskuterer håndboldens fremtid (med Belarus og Rusland, red.).
Morten Stig Christensen er glad for at EHF i sidste ende lyttede til de omkring 20 lande, der protesterede, så problemstillingen blev løst. Nu handler det om at få ændret reglerne, så man i fremtiden ikke er tvunget til at "invitere krigsførende nationer".
- Jeg håber, at Hassan Moustafa, præsidenten for Det Internationale Håndboldforbund, som var til stede i dag, vil håndtere det på samme måde, siger Morten Stig Christensen.
- Vi kigger alle frem mod OL i Paris. Flere af landene såsom Ukraine, Finland og Polen vil være kvalificeret, og vi er nødt til at have håndteret situationen, inden vi kommer så langt.