Publikum buhede, men i centrum af banen brød jublen løs.
Gæsterne fra Ikast Håndbold kunne nemlig rejse hjem fra Frankrig med en sejr på 39-36 over storholdet Metz i Champions League søndag aften.
De franske mestre har blandt andet Louise Burgaard, Anne Mette Hansen og Kristina Jørgensen på holdkortet, men de kunne dog intet stille op mod det midtjyske harpikshold, hvor især Emma Friis lynede.
Fløjspilleren, der scorede ni mål søndag aften, var hér, der og alle vegne. Hun scorede fra sin vante position, trak ind i banen og agerede stregspiller og var arkitekten bag en formidabel vipscoring af Simone Petersen i slutminutterne.
Du kan se højdepunkter fra kampen øverst i artiklen.
Det var dog ikke, hvad de lokale tilhængere havde ventet. Metz har vundet 25 mesterskaber de seneste 33 år og har en fornem historik i europæisk håndbold. Derfor var de favoritter i dagens opgør mod Ikast, som langt fra virkede duperede af kulissen.
De to hold virkede dog heller ikke sønderligt interesserede i at dække op i forsvaret, hvorfor de mange mål regnede ind allerede i første halvleg.
Emma Friis var ikke ene om at være skarp. Norske Ingvild Kristiansen Bakkerud var ligeledes et problem for hjemmeholdet fra sin venstre back. Hun scorede otte mål mod Metz - det kunne muligvis være blevet til flere, hvis ikke det var, fordi Hatadou Sako vogtede buret for hjemmeholdet.
Den franske keeper stod med en beskeden redningsprocent på 29 procent, men med et par vigtige redninger i anden halvleg holdt hun Metz inde i opgøret.
Du kan se Emma Friis og Simone Petersen kombinerer sig vej til en flot scoring i videoen herunder.
De sidste 30 minutter var lige så tempofyldte som de første. Ikast-forsvaret blev udfordret af en velspillende Kristina Jørgensen, der scorede syv mål og syntes at kunne finde vej gennem Ikast-forsvaret, når hun ville. Desværre for hende gjaldt det samme for fløjspilleren Emma Friis.
Metz var så opmærksomme på at stoppe den danske hurtigløber, at de blottede sig i midten af banen. Her var håndboldarkitekten Simone Petersen helt fri, hvilket Emma Friis udnyttede med et lækkert lob ind til playmakeren. Hun greb bolden i luften og cementerede mere eller mindre sejren.
Dermed er Ikast Håndbold nu oppe på fire point i Champions League efter en sejr over de forsvarende mestre Vipers Kristiansand fra Norge i første runde.
Tidligere søndag tabte Team Esbjerg til slovenske Krim Ljubjana, mens Odense Håndbold blæste Budocnost fra Montenegro af banen en sejr på 15 mål lørdag aften.