Danske håndboldligaer siger stop: Aalborg og Esbjerg kåres til mestre

Dansk Håndbold Forbund har besluttet, at de igangværende sæsoner i herre- og dameligaen ikke færdigspilles.

Aalborg Håndbold er efter sæsonafslutningen blevet kåret til danske mestre. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Det var den sæson.

Dansk Håndbold Forbund har meddelt, at henholdsvis herre- og dameligaen ikke vil blive færdigspillet.

Det oplyser forbundet i en pressemeddelelse.

Det betyder, at de nuværende stillinger er gældende som endeligt resultat for håndboldsæsonen 2019-2020.

Dermed kåres Aalborg Håndbold og Team Esbjerg til mestre hos henholdsvis herrerne og damerne. Samtidig betyder det også, at Nordsjælland Håndbold og EH Aalborg rykker ned i landets næstbedste håndboldrækker.

- Jeg vidste næsten ikke, hvordan jeg skulle tage meddelelsen, da jeg fik den for kort tid siden. Da jeg læste det, fik jeg faktisk kuldegysninger og blev rørt på en eller anden mærkelig måde. Det er uvirkeligt, siger Jan Larsen, direktør i Aalborg Håndbold, til

DR
Sporten.

Han havde, som alle andre håndboldelskere, håbet, at sæsonen kunne færdiggøres.

- Det kunne ikke lade sig gøre, og når det er sagt, er vi selvfølgelig stolte over, at vi har leveret en fantastisk sæson, og - når det nu skulle afgøres på den måde - kan kalde os velfortjente mestre, fordi vi fører ligaen stort. Men vi havde hellere spillet om det inde på banen, siger Jan Larsen.

Champagnepropperne sprænger ikke i Esbjerg

Hos Esbjerg-direktør Hans Christian Warrer er der også stolthed over at have genvundet det danske mesterskab i kvindehåndbold. Men ligesom i Aalborg havde han også helst set det afgjort på banen.

- Det er en meget mærkelig måde, og det er heller ikke, fordi champagnepropperne sprænger lige i øjeblikket. Det skal jeg ærgeligt indrømme.

- Vi havde helst set, at vi havde kunnet afvikle turneringen. Det har været en rigtig god sæson for os, men et eller andet sted sidder man også med en fornemmelse af, at tingene ikke er blevet gjort færdige. Så det er en meget blandet følelse, man sidder med i øjeblikket, siger Hans Christian Warrer.

Aalborg Håndbolds direktør, Jan Larsen, vidste ikke, hvilket ben han skulle stå på, da han fik nyheden om, at sæsonen stoppes. Han havde til det sidste håbet, at ligaen kunne færdigspilles. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Dansk håndbold har altså fundet sine mestre, men der er også sat navne på de klubber, som til den kommende sæson nu kigger ind i en tilværelse på anden klasse. EH Aalborg og Nordsjælland Håndbold rykker ud, og den nyhed landede - selvfølgelig - tungt hos sidstnævnte, siger holdets cheftræner, Simon Dahl, til

DR
Sporten.

- Det gør vanvittigt ondt at få sådan en besked. Dels fordi jeg føler, at vi har flyttet os meget i løbet af året og i løbet af sæsonen. Det bliver revet væk nu, siger Simon Dahl.

- Jeg er med på præmissen om, at vi skulle vinde de sidste to kampe i grundspillet for at overleve, men det havde vi en klippefast tro på, at vi kunne. Så derfor er det ekstra voldsomt, at der er nogen, som bestemmer, at vi skal rykke ned. Det rejser 1000 spørgsmål, siger han.

'Frygtelig ked af det'

Hos Dansk Håndbold Forbund er formand Per Bertelsen ked af, at der måttes træffes denne beslutning.

- Det er ingen hemmelighed, at det her scenarie er det værst tænkelige, der kunne ske for dansk håndbold. Jeg er frygteligt ked af, at vi har måttet træffe den her beslutning, men det er desværre den eneste rigtige set i lyset af den situation vi står i. Selve afgørelsen er for os i Dansk Håndbold Forbund at se den bedste af de mulige scenarier, siger Per Bertelsen, formand i DHF, i en pressemeddelelse om beslutningen.

Også formand i

Divisionsforeningen
, Thomas Christensen, begræder beslutningen om, at man har været nødt til at trykke på stopknappen.

- Jeg har svært ved at beskrive med ord, hvor sørgeligt jeg synes, det her er. Men omvendt er vi nødt til at træffe en beslutning, og derfor har vi tilsluttet os det forslag, som Dansk Håndbold Forbunds administration har fremlagt for udvalget i professionel håndbold, siger Thomas Christensen i

pressemeddelelsen
.

- Nu skal vi lige sluge den her pille og så se fremad i forhold til, hvordan vi alle kommer mindst smertefuldt igennem krisen, siger Thomas Christensen.

Rejser spørgsmål hos nedrykkere

Hos nedrykkeren i dameligaen, EH Aalborg, forstår man ikke beslutningen fra DHF, siger klubbens direktør, Henrik Skals, til

DR
Sporten.

- Vi er selvfølgelig utroligt skuffede i EH Aalborg, og vi mener ikke, at det er den rigtige beslutning, der er blevet truffet, siger Henrik Skals.

EH Aalborg-direktøren havde hellere set en løsning, hvor der ikke blev fundet en nedrykker i ligaen, men at man i stedet udvidede til 15 hold i næste sæson med oprykkeren fra 1. division.

- Det ville være det mest

fair
for alle parter, når nu der ikke kan spilles om det i grundspillet, Henrik Skals

Samme tanke sidder de tilbage med i Nordsjælland Håndbold, siger cheftræner Simon Dahl.

- Det undrer mig lige nu, at man kan udvide ligaen alle andre steder end bare lige i Danmark, fordi der ikke er plads i kalenderen. Sådan bliver det i Tyskland, hvor de har strejfet pokalturneringen, og det er også på bordet i Frankrig, siger Simon Dahl.

Hvis det står til EH Aalborg-direktøren, er der ikke sat det sidste punktum efter beslutningen om at stoppe håndboldligaerne.

- Vi vil se på vores muligheder for at anke det her til DHF og Udvalget for Professionel Håndbold, der nu sidder der. Men det er jo dem, der har truffet beslutningen, så vi ser det som svært at opnå noget ved det, men ikke desto mindre vil vi tage en dialog om den her beslutning. Det er vi nødt til, siger Henrik Skals.