Dansker i Qatar: Jeg savner kun røde pølser og familien

Det eneste Per Hellbrandt savner ved Danmark er børn, børnebørn og så lige nogle enkelte kulinariske specialiteter.

Per Hellbrandt med en sudanesisk kamelhandler. (Foto: Maria Thuesen © DR Sporten)

Der har op til VM-slutrunden været skrevet mange ting om Qatar, hvor de danske håndboldherrer i øjeblikket er på jagt efter medaljer.

For at blive en smule klogere på, hvordan det er at leve i det rige emirat, mødtes DR Sportens udsendte med olieingeniøren Per Hellbrandt, så han kunne komme med sin udlægning af dagligdagen i Qatar.

Siden 2006 har Hellbrandt nemlig tilbragt livet i hovedstaden Doha, hvor han er udstationeret. Og efter flere år i landet har han et helt andet syn på tingene end det, man ellers kender fra danske medier.

- Det er et godt sted at bo. Der er ingen kriminalitet, og folk er søde og rare. Selvfølgelig er der forskel på, om du er velhavende indfødt, vesterlænding eller immigrantarbejder fra mindre bemidlede asiatiske lande.

- Men folk virker generelt til at have det godt med hinanden, lyder det fra Per Hellbrandt.

Må ikke blive i Qatar

Han bor sammen med sin kone i et aflukket område - en såkaldt compound - sammen med omkring 70 andre familier.

Per Hellbrandt er godt klar over, at det langt fra er alle, der er lige så privilegeret som ham i det lille land. Derfor tager han mig med rundt i Dohas industriområde, hvor der mellem fabrikker og autoværksteder bor op mod en halv million arbejdere fra primært Indien og Nepal.

Per Hellbrandt foran sit hjem i compounden i Doha. (Foto: Maria Thuesen © DR Sporten)

- Forholdene for folk herude er med årene heldigvis blevet bedre. Specielt boligstandarden er for fleres vedkommende højnet, fortæller han, mens vi kører rundt i det støvede industriområde.

Per Hellbrandt har tænkt sig at blive boende til 2017, hvor han går på pension. Så flytter han og konen tilbage til Danmark. Det er nemlig ikke muligt for en udlænding at blive boende fast i Qatar, hvis man ikke har et arbejde.

Afsavn

Udover over savnet til familien er der ikke meget, som udlandsdanskeren savner ved sit hjemland. Det skulle da lige være et lille udsnit af det danske køkken.

- Udover min familie er røde pølser nærmest det eneste, som jeg savner.

- Man kan få alt hernede. Måske lige på nær nogle enkelte danske specialiteter. Derfor sørger jeg også for at fylde kufferten med 25 kilo røde pølser og hamburgerryg, når jeg er i Danmark. Der bliver nogle gange også lige klemt lidt tarteletter med, slutter ingeniøren.

Per Hellbrandt skal sammen med sin kone ind og støtte de danske håndboldherrer, når de i aften møder Polen i den sidste gruppekamp.

Opgøret spilles kl. 19.00 og kan følges på DR1, P3 og her på dr.dk/vm.