DHF-chef kritiserer prioriteringerne i genåbningen: 'Politikere vægter fest og alkohol højere end fysisk aktivitet'

Generalsekretær i Dansk Håndbold Forbund, Morten Stig Christensen, er uforstående overfor partiernes prioriteringer i genåbningen.

- Jeg må erkende, at vi er blevet efterladt på perronen, siger Morten Stig Christensen om den nye genåbningsplan. (Foto: Claus Fisker © Scanpix)

- Det er pinligt at være dansker i dag.

- For i dag står det skrevet i sten, at de danske politikere vægter fest og alkohol højere end fysisk aktivitet og sociale fællesskaber omkring idrætten.

Sådan lyder det i en kommentar fra generalsekretær i DHF, Morten Stig Christensen, der er yderst uforstående overfor partiernes prioriteringer i den yderligere genåbning.

Mens teatre, spillesteder og andre kulturaktiviteter fra på torsdag i sektioner á 500 personer kan lukke op til 2.000 tilskuere ind, må blandt andet håndboldklubberne fortsat vente med at åbne for tilskuere. Det gælder blandt andet til de afgørende slutspilskampe i herre- og kvindeligaen i håndbold.

Morten Stig Christensen er dog mest uforstående overfor, at det fortsat ikke er muligt for danskere mellem 18 og 70 år at dyrke indendørs kontaktsport, mens danskerne kan hygge sig på barer og restauranter.

- Det mest uforståelige i den nye aftale er nok – set med vores øjne – at det er muligt for danskerne at gå i byen fredag og lørdag aften og drikke på en bar, hvor kropsvæsker og aerosoler med stor sandsynlighed bliver delt flittigt, men det er ikke muligt for danskerne over 18 og under 70 at mødes og spille håndbold som normalt i den lokale forening, lyder det i kommentaren.

Han henviser til, at corona-nedlukningen har haft stor indflydelse på danskernes fysiske aktiviteter og mentale helbred og er forundret over, at politikerne ikke har prioriteret at få indendørsidrætten tilbage i hallerne for de voksne.

- Jeg synes, det er bemærkelsesværdigt, at man efterlader en del af foreningsidrætten på perronen, samtidig med at man mener, man skal have gang i festkulturen, uddyber han til DR Sporten.

- Jeg synes, det er en værdimæssig speciel prioritering.

Kultur- og idrætsordfører for SF, Charlotte Broman Christensen, forstår frustrationen og undringen fra Morten Stig Christensen, om at barer og restauranter vægtes højere end kontaktsport i hallerne for de voksne.

- Begge dele har været vigtige for os. Hvis SF skulle vælge, så var idrætten før det. Vi kunne godt have ventet med restauranter og barer, siger hun til DR Sporten.

- I det store spil er der ikke så meget, der kan åbnes. På et tidspunkt har man nået barren for, hvad der er sundhedsmæssigt forsvarligt. Jeg forstår godt undringen og frustrationen, men de andre partier har haft andre prioriteringer.

Socialdemokratiets kulturordfører, Kasper Sand Kjær, fortæller, at det er en prioritering, som de ni partier, der står bag aftalen, samlet set har lavet.

- Noget handler om muligheden for oplevelser og fællesskab. Andet handler om muligheden for enten at dyrke eller gå til idræt, mens andre perspektiver handler om økonomi, siger han til DR Sporten.

- Så der er mange forskellige balancer, der skal findes. Det er så her, at de ni partier inklusive SF har bestemt, at snittet skal være.

Han forstår desuden, at Morten Stig Christensen og DHF er ærgerlige over ikke at være med i denne omgang.

Kasper Sand Kjær (S) fortæller, at udgangspunktet er, at den næste fase af genåbningen bliver den 21. maj. (Foto: Philip Davali © Scanpix)

Indendørsidrætten får ingen tilskuere

Udover at være uforstående overfor, at voksne ikke må dyrke indendørs sport, hvor der er kontakt, kan Morten Stig Christensen ikke se logikken i, at der kan være 2.000 mennesker til en koncert, mens dørene stadig holdes lukket for tilskuere til håndboldkampe.

- Det er komplet uforståeligt, at netop den slags kulturelle begivenheder er blevet dømt ude i denne omgang, udtaler han i kommentaren.

Til DR Sporten uddyber han:

- Det er svært at forstå, at en håndboldklub i en håndboldhal godt må arrangere en koncert fredag aften med 2.000 tilskuere, der synger med, men dagen efter må samme håndboldklub ikke arrangere en kamp i ligaen med 2.000 tilskuere, der klapper, siger han.

- Jeg må erkende, at vi er blevet efterladt på perronen.

Den holdning deler oppositionspartierne Venstre og De Konservative, selv om begge partier er med i aftalen. Stén Knuth, der er idrætsordfører i Venstre, forstår godt frustrationen blandt idrætsklubberne.

- Det er meget overraskende, at det endte sådan. Venstre kæmpede for det, og vi er brandærgerlige over, at der ikke kunne findes et flertal. Jeg er uforstående over, hvorfor de andre ikke ville være med på den her, siger han til ritzau.

- Jeg er også chokeret over det, når jeg kan se, at man godt kan være 500 personer til et kulturarrangement i en hal, men næste dag kan man ikke være 500 personer til en håndboldkamp, siger Stén Knuth.

Også De Konservatives idrætsordfører, Mai Mercado, fortæller, at der blev presset på for at tilgodese idrætten.

- Vi forsøgte at presse på, men vi må erkende, at der er nogle, der er meget påholdende i forhandlingslokalet, siger hun til ritzau.

- Hele håndboldsporten må sidde og undre sig.

Morten Stig Christensen fortæller, at han havde forventet, at det nu var indendørsidrættens tur til at byde tilskuere velkommen.

- Når der har siddet en ekspertgruppe og kigget på genåbning af kulturen med tilskuere og trukket på erfaringerne fra fodbolden og en anbefaling om, at indendørsidrætten også kan åbne op for tilskuere, så var der en stor og velbegrundet forventning for første gang fra vores side, siger han til DR Sporten.

Sådan så det ud, da der var fyldte ishockeyhaller. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Alt kan ikke åbnes på en gang

For Kasper Sand Kjær (S) handler det ikke om at tilgodese det ene frem for det andet, men at alt ikke kan åbnes på en gang.

Hvad er forskellen på at åbne for kulturelle steder, men ikke at åbne for tilskuere i håndboldhallerne?

- Det er jo ikke et spørgsmål om at kunne åbne ting, som er de samme. Det er et spørgsmål om, hvor meget aktivitet man samlet set har i samfundet. Det er det, som har betydning for den samlede smitterisiko ved genåbningen, siger han.

- Det er på mange måder også en frustrerende situation for os politikere at skulle sidde og vælge imellem, hvad der skal kunne åbne, og hvad der må vente lidt endnu.

Morten Stig Christensen håber, at politikerne besinder sig, så danskerne kan komme tilbage i hallerne - både som udøvere og tilskuere - inden den 21. maj, hvor der igen skal tales om genåbning.

Kasper Sand Kjær holder dog fast i aftalens udgangspunkt, som er, at landet bliver åbnet i intervaller af 14 dage, så smitteudviklingen løbende kan vurderes. Derfor er udgangspunktet, at den næste fase af genåbningen bliver den 21. maj.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk