Efter en flækket nyre og 23 år på håndboldbanen topper 40-årige Hans Lindberg verdens bedste liga

Hans Lindberg er topscorer i tysk håndbold. Han vil bevise, at alder ikke har en betydning i håndbold.

Hans Lindberg har scoret 201 mål for Füchse Berlin i denne sæson. (Foto: LISELOTTE SABROE © Scanpix)

Til trods for at den 40-årige Hans Lindberg tyrer harpiksbolde i mål på 23. år, er han langt fra færdig.

Med sine 201 mål er den danske fløj ligatopscorer for sin tyske klub Füchse Berlin, der i aften møder Leipzig i Bundesligaen.

'Det går fint,' som Hans Lindberg siger. I marts 2015 kunne karrieren dog være sluttet. 'Hans Majestæt' flækkede nyren efter et sammenstød med en målvogter. Lindberg måtte en tur på intensiv afdeling.

- Det var en påmindelse om, at tingene kan ændre sig drastisk på et splitsekund. Lægerne sagde, at det ikke var sikkert, jeg kunne spille håndbold længere, forklarer Hans Lindberg til DR Sporten.

Det ville han modbevise, og i slutningen af juli samme år var han tilbage på håndboldbanen. Det blev en proces, som handlede om at nyde spillet, med alt hvad det indebærer, fremfor 'bare at være i det'.

Hans Lindberg har spillet i Berlin siden 2016. Inden da optrådte han for HSV. (Foto: Eibner-Pressefoto/Uwe Koch via w © imago images/Eibner)

Blod i hele kroppen

Hans Lindberg havde ikke drømt om, at han som 40-årig stadig ville spille håndbold. Men det er stadig sjovt at optræde i en fyldt arena i weekenden og at træne uden tilskuere i hverdagen, understreger topscoreren.

Han elsker håndbold. Især, fordi sporten var så tæt på at blive taget fra ham for syv år siden, da han spillede for HSV Hamburg.

- Der var blod i hele kroppen, og jeg havde muligvis skadet min milt, blære og nyre. Lægerne vidste ikke, hvor meget skade jeg havde taget af sammenstødet. De var klar på at operere hvert sekund, erindrer Hans Lindberg.

- Jeg tænkte, 'hvad sker der?' At være indlagt på intensiv ændrer ret meget.

Hans Lindberg var så hårdt medtaget, at han fik lagt stomi, da han ikke måtte få urin i nyren. Det var en hård periode, og han beskriver processen som 'fem skridt frem efterfulgt af fire smertefulde timer på sofaen'.

De fire måneders genoptræning var dog også lærerige. Han ærgrer sig stadig efter et nederlag, men nu er han for eksempel ikke sur i flere dage som tidligere. Han er far til to drenge, og 'der er andet i livet end håndbold'.

Med det sagt, giver håndboldens fællesskabet stadig et kick for Hans Lindberg. Han nyder at jagte titler og kampe med Berlin-klubben, der, 'hvis alt flasker sig', stadig kan nå andenpladsen i Tyskland.

- Samtidigt er det også blevet en ting at vise, at alder ikke har en betydning. Leverer du, kan du sagtens være med på dette niveau, siger han.

Fløjspilleren fortsætter ikke de næste ti år, men kunne sagtens forestille sig at blive ved lidt endnu. Den slags tager han løbende, for omstændighederne kan hurtigt ændre sig med skader og lignende. Det har han ligesom prøvet før.

Hans Lindberg var med til at vinde VM på hjemmebane i 2019. Han håber på muligheden for mere succes på det danske landshold. (Foto: Anke Waelischmiller/SVEN SIMON © Verwendung weltweit)

Hvad med landsholdet og VM?

Dertil har Hans Lindberg en familie, som er med til at træffe de fleste beslutninger. De har boet i Tyskland siden 2007, og snart er det måske deres tur til at bestemme.

- Det er ikke tiltalende at flytte et nyt sted hen. Min kone har jo også en karriere, og det er måske tid til at prøve noget andet end håndbold for mig. Det kan også være, at klubben vil noget andet. Så trækker jeg måske stikket.

Du kan høre to af Hands Lindbergs holdkammerater sætte ord på den danske fløjveteran i videoen herunder.

I skrivende stund er det ovenstående dog håbløst uaktuelt. Hans Lindberg ser ingen grund til at stoppe, når han fortsat kan gøre sig gældende med 200 mål. Næste år agter han at jagte det tyske mesterskab med Berlin. Og måske en VM-sejr med Danmark i 2023.

I januar var Hans Lindberg tilbage blandt Nikolaj Jacobsens udvalgte på landsholdet ved EM. Og han trækker hellere end gerne i den rød-hvide trøje igen til VM, selvom januar er 'langt ude i fremtiden.'

- Sker det ikke, er det sådan, det er. Der er altid nogle, som er skuffet, når der bliver udtaget landsholdet. Men der er ingen tvivl om, at det ville være sjovt at vinde VM for Danmark igen, siger Hans Lindberg.

En Bundesliga-topscorer hører vel til i en landsholdstrup?

- Det må du spørge Nikolaj Jacobsen om. Det er ikke mig, der udtager landsholdet. Men skulle jeg det, var jeg da helt klart med.

Füchse Berlin møder Leipzig klokken 20.30 i aften. Du kan se kampen på TV3 Max.