Esbjerg jagter europæisk titel: ’Vi skal levere en kæmpe præstation’

Der venter Team Esbjerg en svær opgave, når holdet lørdag gæster ungarske Siofok i den afgørende duel om EHF Cup-trofæet.

Jesper Jensen og Team Esbjerg kan lørdag vinde EHF Cuppen for første gang i klubbens historie. Det kræver dog en stor præstation på udebane mod Siofok fra Ungarn. (Foto: Niels Husted © Scanpix)

Torsdag aften trillede Team Esbjerg-spillerne ind i Siofok ved det populære ungarske feriested Balaton-søen.

Men der venter langt fra badeferie i den store sø for vestjyderne, der dog nok skal få varmen, når de lørdag aften træder ind på halgulvet i Kiss Szilárd Aréna til den afgørende EHF Cup-finale mod Siofok.

For efter 21-21 i den første kamp i Esbjerg er det danske mandskab tvunget til at levere en pragtpræstation, hvis trofæet skal tilbage på danske hænder for første gang siden 2015, hvor TTH Holstebro vandt turneringen. Det erkender Esbjerg-træner Jesper Jensen.

- Vi ved godt, at det er en stor opgave, og at vi skal levere en kæmpe præstation, men vi er klar til at gøre, hvad der skal til for at hive trofæet hjem til Danmark, siger Jesper Jensen til DR Sporten.

’Favoritroller er ligegyldige’

Efter det uafgjorte resultat i Esbjerg ligner det på forhånd en lille fordel til de ungarske værter, men meget kan ske i så vigtig en kamp, siger Esbjerg-træneren, der ikke giver meget for favoritroller.

- Jeg er ligeglad med favoritroller. Siofok vil føle et stort pres, fordi de klarede uafgjort på udebane og derfor har forventninger om, at de skal hjem i egen hule og løfte pokalen.

- Men jeg kan da også sige, at hvis vi ikke klarer opgaven, vil det også være en kæmpe skuffelse for os. Vi har virkelig en fornemmelse af, at vi kan løfte opgaven, siger Jesper Jensen, der efter en god ungarsk præstation i Esbjerg, tror på, at niveauet måske falder en smule i returopgøret.

- Siofok spillede en flot kamp i Esbjerg, og af det jeg har set dem spille, er det klart deres bedste præstation. Så vi kan håbe og tro på, at de ikke rammer samme høje niveau som i Esbjerg.

- Kan vi få lidt grus i deres maskineri og samtidig selv hæve vores niveau, så tror jeg på, at det kan blive os, der løber med sejren, siger Jesper Jensen.

Kynisme bliver nøglen

Med den fortsatte tro på en sejr i Ungarn, er det oplagt at spørge til opskriften herpå. For selvom tro kan flytte bjerge, så vinder det ikke nødvendigvis håndboldkampe.

Esbjerg-træneren medgiver da også, at der er flere ting, der skal spille sammen, hvis esbjergenserne skal stå øverst på podiet, når opgøret er færdigspillet.

- Det handler om en form for kynisme. I det første opgør i Esbjerg var de rolige, mens vi løb stressede rundt. Vi fik ikke løst opgaven ordentligt. Det skal vi forsøge at få vendt rundt, så det er os, der har roen. Der er stort pres fra hjemmeholdets tilskuere, og dét pres skal vi prøve at få vendt mod Siofok.

Team Esbjerg måtte søndag på hjemmebane nøjes med 21-21 i den første finalekamp mod Siofok. (Foto: Niels Husted © Scanpix)

- Vi har mange spillere, som har prøvet det før på både landsholdet og i klubkampe, så jeg tror, at vi er ret godt stillet i forhold til at have rutinen til at løse opgaven.

- Vi er helt bevidste om, at det bliver en svær opgave, men der er også mange spillere på vores hold, der synes, at de sværeste opgaver er de sjoveste, siger Jesper Jensen.

Team Esbjerg var også i EHF Cup-finalen tilbage i 2014. Dengang tabte vestjyderne begge opgør til russiske Lada.

Lykkes det Team Esbjerg at vinde lørdagens afgørende finale, vil det være tiende gang i historien, at et dansk kvindehåndboldhold vinder EHF Cuppen.

Finalen kan ses direkte på DR2 med optakt fra klokken 20.15 og kampstart klokken 20.30.

Facebook
Twitter