Mulle: Udenlandske klubber har ringet, men jeg vil ikke tjene millioner og sidde på bænken

Kristina ’Mulle’ Kristiansen har det bedst omkring mennesker, hun kender. Udlandet trækker derfor ikke rigtigt i hende.

Det er ikke prestige, personlig hæder og store titler, der udelukkende motiverer håndboldspilleren Kristina ’Mulle’ Kristiansen. På den måde kan man vel sige, hun er en atypisk sportsstjerne. Hun vil hellere spille et sted, hvor hun kan være med til at udvikle noget, end at sidde på bænken i en stor klub i udlandet og se sin bankkonto svulme.

Derfor har hun også takket nej, når udenlandet har hevet i hende.

- Mig og udlandet har aldrig været på tale. Jeg har fået nogle tilbud, men jeg har aldrig helt villet i kontakt med dem, siger Mulle til DR Sporten.

- For mig handler det om at spille et sted, hvor jeg er glad. Jeg skal kunne udvikle mig. Jeg skal ikke sidde på en bænk og tjene flere millioner og vinde Champions League, så har jeg jo ikke rigtigt vundet det. Jeg vil gerne være med til at bygge noget op.

Tæt på familien

Efter at have spillet flere år i Team Tvis Holstebro, rykkede den lille playmaker i 2015 til Nykøbing Falster Håndboldklub og kom dermed tættere på sin familie. Nu har hun blot et år tilbage af sin kontrakt, men ved endnu ikke, hvad fremtiden skal bringe:

- Jeg bor på Sjælland, hvor min familie og veninder er fra. Men det er jo ikke sådan, at jeg ikke kan spille håndbold, hvis de ikke var der. Jeg skal nok klare det, og det ser jeg ikke noget problem i, jeg ville bare komme til at savne dem.

Et afsavn, der ville blive endnu større, hvis den 27-årige håndboldspiller vælger at rykke til udlandet. Et scenarie, der dog kræver, at en potentiel ny, udenlandsk klub allerede har ansigter på holdkortet, som ’Mulle’ kender i forvejen.

- Kommer tilbuddet fra udlandet, og der spiller nogen, jeg kender, så er der en større chance for, at jeg ville gøre det. For så har jeg nogen, jeg kan hænge ud med. Men det er svært for mig at sige.

- Jeg ville aldrig tage et sted hen, hvor det var mig og så nogle andre. Nu er mit engelsk ikke vildt godt, så jeg tænker, jeg bare ville sidde dér og ikke fatte noget som helst. Det ville jeg ikke synes, var særlig sjovt, siger Mulle.

Du kan se Mulle i aktion i morgen, når hun og Nykøbing Falster spiller returkamp i EHF Cup-semifinalen mod Bietigheim. Se med fra kl. 16.40 på DR1.

Facebook
Twitter