TTH Holstebro kom stort skridt nærmere europæisk succes

Sebastian Frandsen havde en stor andel i TTH-sejr på 29-24 over Tatabanya i den første EHF Cup-kvartfinale.

TTH Holstebros Magnus Grubb Bramming jubler under kampen, der endte 29-24 over ungarske Tatabanya. (Foto: Johnny Pedersen © Scanpix)

TTH Holstebro står med gode muligheder for at kvalificere sig til EHF Cuppens Final-4-stævne i Kiel i maj.

Lørdag eftermiddag vandt det danske hold sin kvartfinale på hjemmebane over ungarske Tatabanya med 29-24. Midtvejs i anden halvleg så sejren ud til at blive meget større, men i slutfasen fik ungarerne pyntet på resultatet.

Femmålssejren kan TTH i høj grad takke to spillere for. Den over to meter høje sidste skanse Sebastian Frandsen udviklede sig i løbet af kampen til at blive et mareridt for ungarerne.

I angrebet var fløjspilleren Magnus Bramming effektiv med ni mål på ti forsøg.

Opgøret så indledningsvist ud til at blive meget mere problematisk for TTH, end slutcifrene antyder. Niels Lindholt så ud til at være skadet og var kortvarigt i omklædningsrummet, før han kom tilbage igen.

Sebastian Leth Frandsen stod en flot kamp for TTH Holstebro. (Foto: Johnny Pedersen © Scanpix)

Også i angrebet havde den jyske klub udfordringer og kom bagud 7-9 efter syv minutters scoringspause.

Reduceringen til 8-9 markerede også startskuddet til en fantastisk periode for Sebastian Frandsen. Målmanden lukkede ikke flere mål ind i første halvleg, og TTH gik til pause foran 12-9 efter fem scoringer i træk.

Scoringsstimen nåede helt op på ni mål i træk, før Tatabanya fandt et hul bag Sebastian Frandsen.

Ydmygelse udeblev

Ungarerne virkede rystede på både bænken og banen. I en i forvejen svær periode dummede holdet sig yderligere ved pludselig at have otte markspillere på banen, hvilket medførte boldtab og en udvisning.

Da TTH fik lov til at score to gange i træk i et tomt ungarsk mål, lignede det en regulær ydmygelse, for føringen var vokset til 11 mål ved 25-14.

Siden skiftede kampen karakter.

Pludselig var det TTH, der brændte chancer og blev straffet for at skifte forkert ud. Træner Patrick Westerholm tog en timeout, men fik ikke bremset holdets problemer, og pludselig var afstanden nede på syv mål.

Selv om både Sebastian Frandsen og Magnus Bramming fortsatte med at spille på højt niveau, skrumpede føringen yderligere med to mål, inden kampen var færdig.

Der er returkamp i Ungarn lørdag i næste uge.

/ritzau/

Facebook
Twitter