Ekstra kilo har hjulpet Mikkel Hansen

Mikkel Hansen mener, han skal forbedre sig - især i forsvaret - for at blive verdens bedste håndboldspiller.

Mikkel Hansen under håndbold-VM i Sverige - her under kampen mod Sverige. (Foto: Liselotte Sabroe © Scanpix)

Styrke og tyngde hjælper i håndbold. Også for Mikkel Hansen. Siden AG København-stjernen har øget sin vægt med omkring tre kilogram, har han mærket forbedringer i sit spil.

Især i de hårde dueller i forsvaret kan Mikkel Hansen mærke, at han kan tage bedre fra.

- Det er gået fint. Jeg vejer 98-99 kilo nu. Men det handler ikke så meget om at tage kilo på. Det handler mere om at blive stærkere og mere eksplosiv, forklarer Mikkel Hansen.

Venstrebacken havde i sommer et mål om at komme op at veje 100 kilo, og det er han også næsten nået op på ved hjælp af styrke- og vægttræning.

- Jeg har taget to-tre kilo på. Og det kan jeg godt mærke har hjulpet mig i de afgørende situationer, når jeg spiller mand-mand både defensivt og offensivt. Det er dejligt, fastslår Mikkel Hansen.

Sammen med resten af det danske håndboldlandshold skal Mikkel Hansen søndag spille mod Slovakiet i Danmarks første kamp ved EM i Serbien.

Ved EM-slutrunden kan Mikkel Hansen endnu en gang måle sig med de bedste spillere i verden, og han ser fortsat et stort forbedringspotentiale i sit eget spil, før han kan kalde sig verdens bedste.

- Der er et stykke vej endnu. Jeg synes stadig, der er nogle profiler, som er væsentlig bedre, end jeg er. Jeg mangler stadig en del offensivt og især defensivt i forhold til de andre store spillere, mener Mikkel Hansen.

Ved VM sidste år blev Mikkel Hansen topscorer med 68 mål, men alligevel overstrålede den franske VM-profil Nikola Karabatic til tider AGK'eren - specielt defensivt.

- Omvendt er jeg på vej, og det skal nok komme. Jeg gør alt, hvad jeg kan hver evig eneste dag for at blive bedre. Forhåbentlig kan jeg arbejde hårdt og godt nok til, at det bliver en realitet at komme helt derop, siger Mikkel Hansen.

/ritzau/