EM-STATUS Gode chancer for tre skandinaviske semifinalister

Frankrig er svag favorit til at vinde EM, hvor de skandinaviske lande også står stærkt, vurderer håndboldekspert Lars Krogh Jeppesen.

Norge, Sverige og Danmark er gode bud på EM-semifinalister, vurderer DR's håndboldekspert Lars Krogh Jeppesen.

Semifinalerne ved EM i herrehåndbold kan gå hen og blive et næsten udelukkende skandinavisk foretagende. Det vurderer DR’s håndboldekspert Lars Krogh Jeppesen.

- Det er ikke usandsynligt, at vi har semifinaler med alle tre skandinaviske lande.

Norge og Sverige er i samme gruppe, mens Danmark er det eneste skandinaviske land i gruppe 2, hvor danskerne har fået to point med over – ét færre en gruppens førerhold, Makedonien.

- Danmark står rigtig fint efter at have spillet to gode kampe og så en helt forfærdelig én mod Tjekkiet i den indledende runde. Men hvad vigtigere er, at vi har fået nogle rigtig gode præstationer i bagkæden, hvor Rasmus Lauge og Mikkel Hansen har set rigtig gode ud.

Peter Balling, til højre, scorede otte mål i sin første kamp ved EM, da Danmark slog Spanien. (Foto: Attila KISBENEDEK © AFP or licensors)

- Og så har vi jo fået Peter Balling i gang på højre back, og han giver større alsidighed i det danske angreb med sit skud med venstre hånd, siger Lars Krogh Jeppesen.

Danmark skal møde Makedonien, Tyskland og Slovenien i mellemrunden.

- De danske chancer er gode for at komme i semifinalen. Man skal op imod tre dygtige mandskaber i kampe, som danskerne kan vinde alle tre.

- Men har holdet dage, hvor flere spillere ikke leverer på sit vanlige, høje niveau, så kan man blive udfordret. Holdet skal ikke tabe mange point, før det bliver svært at komme i en semifinale.

Sverige og Norge kan drille Frankrig

I den modsatte gruppe skal svenskerne og nordmændene især slås med franskmændene, der med stjerner som Nikola Karabatic, Luc Abalo og unge Mem Dika ifølge Lars Krogh Jeppesen er svage favoritter til at vinde EM.

- Et hold som Frankrig har ikke spillet prangende, men har alligevel formået at vinde sine kampe og fået fire point med videre, så de ligger godt til at gå videre til semifinalen.

- I Frankrigs gruppe ligger også Sverige, som startede med at få en kæmpe lussing af Island, hvor man tænkte, ”okay, er det dér, de er?” Men i målet har de to meget dygtige målvogtere, der kan gøre livet svært for alle hold.

Samme beskrivelse kan man give nordmændene. Holdet er blevet involveret i den kvindelige stjernespiller Nora Mørks nøgenbilledesag, men hvis træner Christian Berge kan bruge sagen til at skabe endnu mere sammenhold i truppen, kan det ende med at styrke holdet, vurderer Lars Krogh Jeppesen:

- Sagen har selvfølgelig kostet kræfter, Men rent spillemæssigt og niveaumæssigt er Norge også en af kandidaterne til at komme i semifinalen.

Sander Sagosen har scoret 13 mål ved EM. (Foto: - © Scanpix)

- Norge er anført af Sander Sagosen, men hele vejen rundt er det dygtige spillere. Og så må man sige, at træner Christian Berge får det bedste ud af holdet. Det er et virkelig stærkt team.

Det danske mandskab spiller sin første kamp i mellemrunden mod Slovenien fredag aften. Kampen spilles kl. 20.30 og kan ses på TV2, høres i LIGA på P3 eller følges på dr.dk.