GRAFIK Hvem er Danmarks tungeste spiller og EM’s mindste spiller?

DR Sporten har samlet en række grafiker over sjove facts fra EM-slutrunden i herrehåndbold.

Hvem er egentlig EM’s mindste spiller, hvem har spillet flest landskampe, og hvilket landshold har den højeste gennemsnitsvægt? DR Sporten har samlet en række facts om holdene til EM-slutrunden i herrehåndbold.

Øverst i grafikken er lavet den samlede top tre over alle spillere ved EM i herrehåndbold, mens den bedste dansker står noteret lige under de tre øverste. Nederst i grafikerne er der fundet frem til den eller det, der ligger placeret i bunden af listen.

Er der nogen, der kan give en perfekt high-five til tometer-manden Finn Lemke fra Tyskland er det Mark Kopljar fra Kroatien. Begge spillere måler imponerende to meter og ti centimeter og deler derfor førstepladsen som EM’s højeste spiller. Ungarns Peter Hornyak ville til gengæld ikke kun nå op til albuen på de to, selv hvis han hoppede. Fløjspilleren er EM’s laveste med sine 175 centimeter.

Der er ingen tvivl om, at der er nogle store drenge, der slås til EM i håndbold. Men lidt overraskende er det ikke en af EM’s højeste spillere, der har den største kampvægt. Den ære tilfalder nemlig Gedeon Guardiola fra Spanien, der ”kun” måler to meter.

De næsten 120 kilo forhindrer dog ikke den spanske landsholdsspiller i at være en fremragende håndboldspiller, og han var blandt andet med til at vinde VM guld i 2013. Og husk så, at muskler vejer mere end fedt.

Det er efterhånden gået 17 år siden, at den franske målmandslegende Thierry Omeyer for første gang stod i den franske landholdstrøje og sang med på Marseillaisen. I dag kan han nok teksten udenad, da han har spillet imponerende 327 landskampe for Frankrig. 39-årige Omeyer har dog stadig et stykke op til den mand, der har spillet flest landskampe nogensinde. Franske Jackson Richardson nåede nemlig at spille 417 landskampe.

Rutine kan blive afgørende. Det er tilsyneladende den parole, som den islandske landstræner, Aron Kristjánsson, har haft for øje, da han udtog sin EM-trup. Øboernes landsholdsspillere har i gennemsnit spillet mere end 140 landskampe, hvilket er suverænt flest blandt de 16 deltagende nationer.

Endelig en top tre, som danskerne kan snige sig med i! Men kun fordi, Makedonien, Serbien, Tyskland og Ungarn alle har indregistreret en gennemsnitlig kampvægt på deres spillere, der lyder på 96 kilo. Hviderusserne ligner derimod et hold, der tror på, at finesse slår fysik.

Danske mænd er nummer tre på listen over de højeste folkefærd i verden. Det afspejler sig dog ikke ligefrem af grafikken, der viser, at vores tyske broderfolk har fundet en EM-trup frem, der er en tommelfinger højere end den danske. De danske håndboldherrer er dog væsentligt højere end den gennemsnitlige danske mand, der måler 180,6 centimeter.