Henrik Toft skifter til PSG

Håndboldspilleren Henrik Toft Hansen skifter efter denne sæson fra Flensburg-Handewitt til Paris Saint-Germain.

Henrik Toft Hansen i aktion under VM i Frankrig i 2017. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Stregspilleren Henrik Toft Hansen er i gang med sin sidste sæson i Bundesligaklubben Flensburg-Handewitt.

Nordtyskerne oplyser på deres hjemmeside, at landsholdsspilleren efter sommerferien bliver holdkammerat med Mikkel Hansen i Paris Saint-Germain. Toft Hansen har underskrevet en to-årig kontrakt med den franske storklub.

Den 31-årige dansker har spillet i Tyskland siden 2013. Først to år i HSV Hamburg og siden sommeren 2015 har han slået sine folder i danskerklubben Flensburg-Handewitt.

- Vi ønsker Henrik Toft og hans familie al mulig held og lykke i Paris fra næste sæson. Henrik er garant for fight, han er en stor sportsmand, og han leverer altid varen og også vil give alt til vores klub her til sidst, lyder det fra Flensburg-Handewitts direktør Dierk Schmäschke.

Bedst mulige afsked

Henrik Toft Hansen kommer i Paris til at spille på hold med verdensstjerner som Mikkel Hansen, Nikola Karabatic, Daniel Narcisse og Uwe Gensheimer.

- Jeg ser frem til den nye udfordring for mig og min familie fra næste sæson i Paris. Inden jeg skifter, vil jeg dog give alt for Flensburg, hvor vi altid har følt os godt tilpas, så det kan blive den bedst mulige resultatmæssige afsked - også for klubbens forrygende fans' skyld, lyder det fra Henrik Toft Hansen selv.

Tidligere har stregspilleren tørnet ud for klubber som Bjerringbro-Silkeborg, AG København, AaB Håndbold og Mors Thy.

På landsholdsplan har han i mange år været fast inventar på det danske landshold. Han var med til at vinde OL-guld i 2016, EM-guld i 2012 samt VM-sølv i 2013.

Næste opgave for Henrik Toft Hansen bliver med det danske landshold, som i disse dage er i Frankrig for at spille Golden League inden det fra d. 13. januar går løs ved EM i Kroatien.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter