KROGHS KARAKTERER Lindberg overstrålede alle

DR Sportens håndboldekspert Lars Krogh Jeppesen er svært tilfreds med Hans Lindergs præstation i sejren over Tyskland, mens der er plads til forbedring hos flere andre.

Dagens spiller Hans Lindberg. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Det blev en tæt og taktisk affære med få scoringer, da Danmark tørnede sammen med Tyskland i mellemrunden ved EM i Kroatien.

De to hold fulgtes pænt ad i kampen, inden Danmark mod slutningen fik skabt en afgørende føring i slutfasen og vandt 26-25.

DR Sportens håndboldekspert Lars Krogh Jeppesen giver herunder sine karakterer til de danske spillere og træner Nikolaj Jacobsen.

Niklas Landin, 4

Ender med en beskeden redningsprocent på 31, men tydeligt at tyskerne havde respekt for Landin, hvilket resulterede i overplacerede skud. To missede udkast, der burde have givet mål, trækker ned.

Jannick Green, 02

Fik de sidste fem minutter på banen og fik ikke markeret sig med en eneste redning på de fem forsøg, som tyskerne sendte afsted mod ham.

Hans Lindberg, 12

En fantastisk kamp af den danske højrefløj, der viste, hvad han er lavet af. Modig, træfsikker og samtidigt god i defensiven.

Morten Olsen, 10

Et par løse skud undervejs, men en vigtig faktor på højreback i det danske syv mod seks-spil, hvor vurderingsevnen og effektiviteten var fortrinlig.

Casper U. Mortensen, 4

En blandet kamp af den danske venstrefløj, der næsten fik fuld spilletid. Et par store missere trækker ned. Defensivt løb han for store risici. Det kostede.

Rasmus Lauge, 4

Fik løftet sig efter en dårlig første halvleg og tog ansvar i syv mod seks-spillet, da der var brug for det. To mål i det sidste afgørende kvarter trækker op.

Anders Zachariassen, 7

Fik tolv minutter på banen og markerede sig med et par gode angrebsaktioner. Blev sendt frem i en 5-1-formation, som han løste problemfrit.

René Toft Hansen, 7

God første havleg af René Toft Hansen, hvor han var forudseende og skarp i duellerne. Dog væsentlig mere udfordret i anden halvleg af de tyske skytter, der fik lov til at komme for tæt på.

Mads Mensah, 4

En vigtig spiller i Nikolaj Jacobsens plan, når der skal suppleres i defensiven. Havde dog sine problemer med den tyske højreback Steffen Weinhold, som Mensah ikke fik fat i. Blev offer for et dommerfejlskøn, da han blev vist ud i anden halvleg.

Henrik Toft Hansen, 7

Stor defensiv første halvleg, hvor Henrik Toft Hansen ikke gjorde meget forkert. Større problemer i anden halvleg, hvor tyskerne kom frem til 16 scoringer. Scorede på sin ene mulighed i kampen.

Mikkel Hansen, 7

Fik vist sine kvaliteter, da det spidsede til i anden halvleg, hvor hans store overblik og målfarlighed i syv mod seks-spillet endelig kom til udtryk. Tog ansvar og viste mod og effektivitet i den afgørende fase af kampen.

Michael Damgaard, 7

Kun fem minutter på banen og alligevel blev det til to mål på tre forsøg. To tekniske fejl trækker dog ned i den korte tid på banen.

Peter Balling, 4

Kunne ikke rigtig finde fodfæste i angrebsspillet i seks mod seks. Dog stort overblik i overtalsspillet, hvor han diskede op med tre assist.

Nikolaj Jacobsen, 10

God, solid og energisk præstation af den danske landstræner, som fandt løsningerne offensivt i pausen via syv mod seks-spillet og dispositionen med Morten Olsen på højre back.

Havde sin store del i de 18 scoringer i anden halvleg, der afgjorde kampen.

Det danske mandskab var mere end fornuftigt indstillet i defensiven, og da man i anden halvleg havde brug for et taktisk skifte, fungerede den defensive formation med Anders Zachariassen fremme helt efter hensigten.

Henrik Møllgaard, UB

Lasse Svan, UB

Magnus Landin, UB