Kroghs karakterer: Opløftende dansk revanchesejr

Rasmus Lauge, Morten Olsen og Henrik Toft Hansen skilte sig positivt ud i EM-sejren over Ungarn. Men hvor blev Niklas Landin af?

Rasmus Lauge var Danmarks bedste i sejren over Ungarn. (Foto: GEORGI LICOVSKI © Scanpix)

De danske håndboldherrer lagde fornemt fra land ved EM i Kroatien med en åbningsejr på 32-25 over Ungarn. Dermed fik danskerne revanche for ottendedelsfinalenederlaget ved VM i Frankrig sidste år.

DR Sportens håndboldekspert Lars Krogh Jeppesen har flotte karakterer til flere af de danske spillere og landstræner Nicolaj Jacobsen, mens der også er god plads til forbedring hos flere af de øvrige danske spillere.

Niklas Landin - 02

En mærkeligt apatisk Landin, der var meget langt fra de ungarske skud. Fik lang line af Nicolaj Jacobsen, men blev taget ud efter 22 minutter efter én redning på 11 forsøg. Tæt på at dumpe.

Jannick Green - 10

Det normalt klare andetvalg i det danske mål greb chancen i aftenens kamp, da der var allermest brug for det. Kom ind med små otte minutter tilbage af første halvleg og var medvirkende til at Danmark kom til pause med en tomålsføring. Byggede stille og roligt sin redningsprocent op i anden halvleg, der endte på 43.

Magnus Landin - 7

Magnus Landin omsatte begge sine to chancer i kampen til mål. Fik i glimt bevist sine forsvarsmæssige kvaliteter og giver Nicolaj Jacobsen flere forsvarsmæssige alternativer.

Casper U. Mortensen - 7

Mortensen har taget sine træfsikkerhed med fra Bundesligaen. Tre mål på tre chancer blev det til i opgøret mod Ungarn. Løste sine forsvarsmæssige pligter. Ungarn kom ikke til en eneste afslutning fra deres højrefløj.

Lasse Svan - 02

Sad ude ved kampene i Golden League på grund af en skade i lysken. Det bar præstationen mod Ungarn præg af, hvor det blev til et mål på tre afslutninger. Svan vil uden tvivl løfte sin kampform i løbet af turneringen.

Hans Lindberg - 4

Anonym kamp af den danske højrefløj, der ikke fik en eneste afslutning fra fløjen, men omsatte dog sine to forsøg på straffekast.

Mikkel Hansen - 10

Startede kampen lidt for stillestående, men fik bevist sit store repertoire og overblik. Måtte efter 40 minutters spil indkassere sin tredje udvisning, men nåede inden da at score fire rene mål samt to på straffe.

Michael Damgaard - 10

Dybt imponerende af den danske venstre back at gribe chancen efter Mikkel Hansens røde kort. Scorede fem på fem i de sidste tyve minutter og var med til at knække kampen, hvor han fik sat streg under sin hurtighed og skudkraft.

Henrik Møllgaard - 02

Henrik Møllgaard virkede tung og langsom. Havde store placeringsvanskeligheder i den danske defensiv i kampens åbning. Symptomatisk for Møllgaards præstation leverede han også en slatten afslutning i en dansk kontra.

Niclas Kirkeløkke - UB

Rasmus Lauge - 12

Skud- og gennembrudsfarlig og samtidigt med et imponerende overblik. Desuden flere gode forsvarsaktioner. Syv mål på otte forsøg og fem assist. Ganske enkelt fremragende. Danmarks bedste.

Mads Mensah - 4

Imod sædvane virkede Mads Mensah underligt ubeslutsom i flere situationer. Det blev dog til en enkelt scoring på et enkelt forsøg, men fik slet ikke sat et stort nok aftryk på kampen. Mensah kommer til at spille en meget større rolle videre frem i turneringen.

Morten Olsen - 10

Spillede store dele af kampen på den uvante plads som højreback. Fik sat sig igennem med gode scoringer og flere gode opspil til sine medspillere.

René Toft Hansen - 7

Solid i den danske defensiv og undgik i en i perioder hårdt spillet kamp udvisninger. Det skal man ikke underkende vigtigheden af. Rutineret indsats af René Toft Hansen.

Anders Zachariassen - UB

Henrik Toft Hansen - 10

Typisk den danske spiller i den danske midterakse, som tog mest højde og dermed blev mest udfordret. Det løste Henrik Toft Hansen på fornem vis. Han fik specielt taget brodden af den ungarske playmaker Mate Lekai, der havde det svært overfor den bevægelige danske forsvarsspiller.

Nicolaj Jacobsen - 10

Stor ros til den danske træner, der overraskede med Morten Olsen på højre back, hvilket viste sig at være en meget vigtig og rigtig disposition.

Fik samtidigt justeret den danske defensiv med udskiftningen af Henrik Møllgaard med Henrik Toft Hansen efter bare godt og vel 12 minutter. Det gav bedre bevægelighed og afstemthed i den danske defensiv.

Udtrykket på det danske mandskab var imponerende. Der var både koncentration og vildskab.

Eneste minus var den lidt for sene udskiftning af Niklas Landin.