Landin: Det rager mig om jeg er første- eller andetvalg

Niklas Landin spillede ikke sin bedste landskamp i aftes mod Ungarn. Erstatningen i buret, Jannick Green, leverede til gengæld mange redninger.

Danmarks Niklas Landin under første EM kamp mellem Danmark-Ungarn i Arena Varazdin lørdag den 13 januar 2018.. (Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2018) (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Den danske anfører Nicklas Landin havde ukarakteristisk få redninger i håndboldherrernes sejr over Ungarn i aftes.

Bare en enkelt redning blev det til på 11 forsøg, og efter lidt over tyve minutters spil røg Landin på bænken og erstattet af målmandskollegaen Jannick Green, som resten af kampen diskede op med flere vigtige redninger og endte på en redningsprocent på 43.

Den gode indsats af Green får dog ikke Landin til at frygte, at han nu skal til at se meget mere til fra sidelinjen i stedet for selv at sprælle i målet, hvor han hidtil har været landstræner Nikolaj Jakobsens førstevalg.

- Det rager mig egentlig, det med første og andet-valg. Vi er her for én ting, og det er at vinde. I dag er Jannik en af grundene til, at vi trækker fra Ungarn, fordi han har nogle vigtige redninger på nogle gode tidspunkter, siger Landin og tilføjer om Greens præstation:

- Det er fedt at se, at Jannik leverer fra første sekund. Og dejligt, at han er så godt kørende for tiden, hvor han også i den første halvdel af Bundesligaen har vist flot niveau.

God forberedelse

Den 202 centimeter høje THW Kiel-målmand tilskriver sine få redninger et velgjort forarbejde af de ungarske skytter:

- De havde forberedt sig på os som enkelte spillere, og det var ikke min bedste landskamp.

- Der kommer en ny kamp, når vi skal møde Tjekkiet, og den skal vi også vinde, og så er jeg egentlig ligeglad med, hvem der leverer på højt niveau, bare vi vinder.

Danmark møder Tjekkiet på mandag kl. 20.30. Kampen kan følges på dr.dk, høres i LIGA på P3 eller ses i fjernsynet på TV 2.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve