Skideballer og krammere går hånd i hånd: Menneskekenderen Jacobsen rammer svær balance

Den danske landstræner Nikolaj Jacobsen er på én gang utrolig tæt med sine spillere, samtidig med at han har deres fulde respekt.

Nikolaj Jacobsen uddeler en af sine mange skideballer under EM. (Foto: Ognen Teofilovski © Scanpix)

Få sekunder før pausen i håndboldherrernes seneste kamp ved EM mod Tyskland kaster målmand Niklas Landin en lang bold op mod Henrik Toft Hansen, der er løbet afsted i forventning om at kunne få sidste hånd på et kontraangreb, men afleveringen er upræcis. Bolden ender i hænderne på den tyske målmand.

Det er anden gang på få minutter, at Landin smider et dansk angreb væk.

På sidelinjen er landstræner Nikolaj Jacobsen rødglødende og sender en svada af rasende ord afsted mod Danmarks sidste skanse, der også er holdets kaptajn. Ingen er for fine til at få en tur i Jacobsens hårtørrer. Og det er håndboldherrerne taknemmelige for.

- Vi er trygge ved ham. Der er en grund til det, når han for eksempel råber og skriger af mig, og det er ikke, fordi han vil mig noget ondt. Det er, fordi han mener, vi er i stand til at gøre det bedre, end vi har gjort i den givne situation, siger Mikkel Hansen.

- Jeg ville da helst have, at han stod og smilte derude, men det er jo ikke altid, man leverer det, han gerne vil have. Og lige med mig tror jeg, at han ved, at det virker. Jeg ved, at han reagerer sådan, fordi han vil vinde, og dér er jeg nok meget lig Nikolaj.

Tæt på spillerne

Når bølgerne ikke går højt under kampene, er Jacobsen dog også mand for at sprede god stemning på landsholdet med en kæk bemærkning, der trækker tråde tilbage til dengang, landstræneren selv var en del af den danske spillertrup og spillede 139 kampe.

- Han er fantastisk som træner. Det er sjældent, man ser en træner være så tæt på sine spillere, men samtidig have så meget respekt fra spillerne.

- Det er altid ekstremt svært at opnå den status. Men Nikolaj virker også til at være en menneskekender, der ved, hvilke knapper han kan trykke på i forhold til de forskellige spillere, siger Mikkel Hansen.

- Han er utrolig sympatisk og et godt menneske. Han er god til at vide, hvornår han skal give en krammer, og hvornår han lige skal snakke lidt. Så det er en mand, der ved, hvornår han skal skælde ud og holde lidt igen, så han har alle kvaliteterne, en god leder skal have, siger Morten Olsen.

EM i Kroatien er den første slutrunde, hvor Nikolaj Jacobsen står i spidsen for det danske landshold.

Til daglig er han også træner i den tyske klub Rhein Neckar-Löwen, som han de sidste to sæsoner har ført frem til det tyske mesterskab. Inden da gjorde han også Aalborg Håndbold til danske mestre.

Nikolaj Jacobsen fra sin tid i spidsen for Aalborg Håndbold. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

- Det betyder, at man ved, at han ved, hvad han snakker om. Så der er ikke så meget diskussion, og så er han også så tydelig i sin kommunikation, at alle går den vej, han siger.

- Han er utrolig skarp og meget detaljeret i den måde, han vil have, at holdet spiller på, siger Morten Olsen, der også har arbejdet under landstræneren i Bjerringbro-Silkeborg, hvor Jakobsen var assistent fra 2007-2011.

Danmark spiller onsdag den sidste kamp i mellemrunden. Det gælder Makedonien, og du kan se kampen i fjernsynet på TV 2, høre den i LIGA på P3 eller følge den i tekst på dr.dk.