Ungarns temperamentsfulde chef kender Danmark indgående

Den mangeårige Flensburg-træner Ljubomir Vranjes står nu i spidsen for Ungarn, som Danmark møder lørdag aften.

Lubomir Vranjes i har også stået i spidsen for den ungarske klub Veszprem. (Foto: Piotr Polak © Scanpix)

For mange af de danske spillere bliver det et særdeles velkendt ansigt, der står ved Ungarns trænerbænk i lørdagens premierekamp ved EM i håndbold.

Siden sommerferien har Ungarns landstræner nemlig været svenskeren Ljubomir Vranjes, der indtil da stod i spidsen for Flensburg-Handewitt i syv sæsoner og har trænet et hav af danske spillere gennem årene.

- Han er lidt ligesom Nikolaj Jacobsen og vil rigtig gerne være med i snakken uden for banen og mingle lidt med spillerne, siger Rasmus Lauge, der nåede at have Vranjes som træner i to år.

- Men samtidig er han en temperamentsfuld herre, og du ved, hvad der bliver forventet af dig. Ellers får du én over nallerne.

- Han har sin spilfilosofi, som han prøver at få ført igennem, som man også kan se et lille aftryk af på Ungarns landshold, forklarer Lauge.

Danske problemer mod Ungarn

Ud over Lauge har Lasse Svan, Henrik Toft Hansen og Anders Zachariassen i den danske EM-trup været under Vranjes' kommando, og mange af de øvrige kender svenskeren indgående fra de mange år i Bundesligaen.

Han har taget over efter spanieren Xavier Sabate, der var træner ved VM sidste år, da Ungarn ekspederede Danmark ud i ottendedelsfinalen.

- Om Vranjes bliver en forstærkning, må tiden vise. Sidste år slog Ungarn jo Danmark med en anden træner, og vi havde også problemer imod dem i EM-kvalifikationskampene sidste forår.

- Men jeg tror, han kan løfte de fleste hold. Han er en god træner, der kommer med mange gode ting på indstillingsfronten. Og Ungarn er ikke et dårligt hold, siger Rasmus Lauge.

Danmarks EM-premiere mod Ungarn bliver sat i gang klokken 20.30.

Facebook
Twitter