Urutineret duo skal fjerne Danmarks akilleshæl

Den danske højreback er på papiret det svageste punkt hos håndboldherrerne, men to spillere kæmper for at løse det.

Peter Balling og Niclas Kirkeløkke skal bære det danske landshold på højreback. (Foto: SCANPIX © sCANPIX)

Det er ikke for meget at sige, at Danmarks håndboldherrer har verdensklasse på de fleste positioner. Derfor rykker øjnene også over mod højreback-positionen, når man skal se på, hvor det svagere punkt kan findes på holdet.

Hverken Niclas Kirkeløkke eller Peter Balling har nemlig fået det helt store gennembrud på den internationale scene. Men Nikolaj Jacobsen tror på dem begge, der har meget forskellige kvaliteter.

- Jeg får med Peter Balling en mand, som er hurtig på fødderne. Han er ubehagelig at spille overfor. Hvis vi kan få sat Peter i de rigtige situationer, så kan vi få udnyttet hans hurtighed og hans hurtige skud, siger Nikolaj Jacobsen.

- Med Niclas Kirkeløkke får jeg en rigtig spændende ung spiller, som desværre har været skadet med sin skulder, men han er på vej tilbage. Han er en spiller, vi tror rigtig meget på. Også på den lange bane. Han er vant til at løbe fra sin opdragelse i GOG, og så er han en rigtig god skytte, og det skal vi selvfølgelig forsøge at udnytte, forklarer han.

Hullet, som de to skal udfylde, er opstået efter, at Kasper Søndergaard offentliggjorde sit karrierestop på landsholdet i slutningen af 2017.

- Man er ikke med for bare spille bolden videre. Man skal tage chancen og ind og levere til holdet. Hvis man har nogle chancer, hvor man måske skulle have skudt, og man ikke gør det, så får man det også at vide. Det synes jeg er fedt, fordi det viser, at han har tillid til en, siger Peter Balling.

Ingen konkurrence

Ingen af de to spillere føler dog, at det er en direkte kamp mellem de to om spilletid. De ved, at deres forskellighed kun kan gå hen og være en fordel for landsholdet.

- Jeg synes, at mit skud er en vigtig del af mit spil og også forsvarsspillet. Det er lidt noget andet end det, som Søndergaard kunne. Jeg kan også dække op, og det håber jeg, at jeg får bevist, fordi det havde jeg lidt svært ved under Gudmundur med det offensive forsvar, siger Niclas Kirkeløkke.

- Peter er god til mange ting. Han kan eksempelvis også det med at komme på ydersiden. Og så skyder han utrolig hurtigt på de mellemdistance skud, hvor jeg måske skyder lidt længere udefra, forklarer han.

- Jeg ser det ikke som en konkurrence mellem mig og Kirkeløkke. Niclas er større end mig og kan byde ind med noget defensivt, så når vi har den lange bane til udskiftning, så kan det måske være der, at han byder ind med noget, mens det måske mere er mig, når der ikke er så langt til udskiftningen, siger Peter Balling.

Om de to bagspillere har ramt formen og dermed kan fjerne Danmarks akilleshæl, får vi første indtryk af allerede torsdag, når de er med i opvarmningsturneringen Golden League i Frankrig, hvor den første modstander er Egypten.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve