Ekspert om dansk EM-form: 'Landstrænerens energi smitter'

Lars Krogh Jeppesen kritiserer landstræner Klavs Bruun Jørgensens taktiske valg, men roser samtidig hans fremtoning.

Danmarks landstræner Klavs Bruun Jørgensen ser undrende til, mens hans hold halter efter mod Serbien. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Det var ikke til at mærke på Klavs Bruun Jørgensen, at hans mandskab tirsdag tabte gruppefinalen mod Serbien, da han på onsdagens pressemøde i Frankrig svarede på spørgsmål.

- Kom nu, for fanden man, lød det sågar fra landstræneren, da der ikke strøg mange fingre i vejret fra den fremmødte presse efter førstnævntes indledende monolog.

Ingen kryben langs væggene, men en energisk landstræner, der gjorde status over indsatsen hidtil under EM.

Der var især tilfredshed med at være videre til mellemrunden med to point, forsvarsspillet fungerer, og der bliver der skabt mange chancer. Der er dog stadig plads til forbedring, når det kommer til tekniske fejl, lød det fra landstræneren.

Derudover var dommerne i 25-30 nederlaget til Serbien dårlige.

DR Sportens håndboldekspert, Lars Krogh Jeppesen, følger landsholdet tæt i Frankrig, og selv om han er imponeret over landstrænerens selvtillid oven på en svær kamp, så er der også områder, hvor holdet kunne skærpes yderligere.

- Man må sige, at Klavs Bruun Jørgensen kom sprængfyldt med energi, selv om der var mange ting, som kunne have være gjort anderledes.

- Jeg er slet ikke enig i alle hans teser. Han er godt tilfreds med forsvarsspillet, men der er gået 30 og 29 mål ind mod Serbien og Sverige, og hvis det er godt forsvar, så vinder vi ikke mange håndboldkampe, for så skal vi op og score flere. Det samme i forhold til hans kritik af dommerne. Den køber jeg ikke, siger Lars Krogh Jeppesen.

Kan se Danmark steppe op

Landstrænerens positive indstilling til Danmarks videre færd i mellemrunden er dog noget, der smitter, fortæller Lars Krogh Jeppesen.

- Dét, jeg godt kan lide, er hans gennemslagskraft. Der er mange trænere, som kommer krybende langs væggen dagen efter en dårlig kamp, men Klavs Bruun Jørgensen var en energiudladning af en anden verden. Han var positiv og begejstret, så jeg blev en smule opmuntret, og det kan jeg kun tolke som noget absolut positivt, at troen på tingene stadig er intakt, selv om der har været et bump på vejen i kampen mod Serbien.

Torsdag gælder det så det franske EM-værter, og selv om det altså ikke var prangende, hvad danskerne leverede tirsdag aften, så skal Lars Krogh Jeppesen ikke anstrenge sig særlig hårdt for at forestille sig, at Danmark kan overraske, når Frankrig venter.

- Jeg kan sagtens se det danske hold steppe op mod Frankrig, og jeg tror stadig på, at det kan lade sig gøre, men der skal helt andre boller på suppen, end hvad vi så mod Serbien.

Danmark spiller klokken 18.00 torsdag aften mod Frankrig. Du kan se kampen på TV 2.

Facebook
Twitter