Ekspert: Tre grunde til at Danmark kan overraske mod de franske verdensmestre

Lars Krogh Jeppesen har set nærmere på, hvad der skal til, hvis håndboldlandsholdet skal slå Frankrig i torsdagens EM-kamp.

Kristina Jørgensen og resten af det danske landshold spiller torsdag aften mod Frankrig, ligesom de også gjorde ved Møbelringen Cup før EM. Her tabte Danmark 22-20. (Foto: NTB Scanpix © Scanpix)

Danmark spiller torsdag den første kamp i mellemrunden ved EM i Frankrig. Her står kvindelandsholdet over for de franske værter.

Efter et klart dansk nederlag til Serbien tirsdag fik Danmark kun to point med over i mellemrunden. Derfor skal der skrabes nogle point sammen i de næste tre kampe mod

Frankrig, Rusland og Montenegro, hvis det skal blive til en semifinaleplads.

Hvis det skal ske allerede tirsdag aften mod de franske verdensmestre, så skal landsholdet levere håndbold i absolut verdensklasse.

DR Sportens håndboldekspert, Lars Krogh Jeppesen, giver her sit bud på tre grunde, som taler for en dansk overraskelse mod Frankrig.

Overraskelsen starter i målet

- Den vigtigste position på banen i aften er inde i målet, hvor de danske keepere lidt på skift har gjort det godt – hvis vi lige ser bort fra den sidste kamp mod Serbien. Vi ved, at Althea Reinhardt er i et vanvittigt spilhumør, og hun stod rigtig godt i en Champions League-kamp mod Metz, som har mange af de franske spillere. Her havde hun en redningsprocent på omkring 50.

- Det bliver sådan en præstation, vi har brug for enten fra Reinhardt eller Sandra Toft. At de har en af de dage, hvor de overstråler Leynaud (Frankrigs målmand, red.) nede i den anden ende. Hvis det skal lykkedes i aften, så skal vi have en af de to keepere i gang. Jeg kunne godt have en formodning om, at sker i aften, og at Reinhardt bliver den bærende.

Den vigtige kontrafase

- Jeg var til det danske pressemøde i går, hvor landstræner Klavs Bruun Jørgensen roste den danske kontrafase. Han synes, der var en opadgående formkurve, og skal man slå det franske hold, så skal der nogle nemme mål til - nogle mål hvor der ikke skal slides og slæbes, og de kunne godt komme i kontrafasen.

- Vi har en Trine Østergaard ude på højrefløj, der er brandvarm, hurtig og træfsikker med 15 mål på 16 afslutninger. Ovre på den anden side vil jeg tro, at det bliver Fie Woller, som også har plusser i det defensive arbejde og som er hurtig op ad banen. Vi skal have gang i vores kontrafase, hvis vi skal have succes i aften, så det er noget, vi skal prioritere.

Fransk selvtillid kan give bagslag

- Frankrig har gjort det glimrende i de sidste to kampe mod Slovenien og Montenegro, efter de lagde ud med at tabe til Rusland. Jeg har set begge opgør og både slovenerne og Montenegro spillede dårlige kampe. Det vil sige, at Frankrig gjorde deres arbejde og vandt, men det var lidt på en billig præmis. Så jeg tror godt, at det danske hold kan overraske.

- Frankrig er rent mentalt indstillet på, at det går godt, og hvis det er man ikke lige tænker over, at det var mod Slovenien og Montenegro, som ikke spillede godt, så kan man godt blive overrasket, når man møder op mod Danmark, der spiller med en beslutsomhed og en fysik i forsvaret.

- Så franskmændene kan blive presset, fordi de netop har haft to kampe, hvor de var overlegne. Så hvis de lige pludselig kommer bagud 4-1, så kan de komme under pres, og det har de ikke prøvet i de sidste to kampe.

Danmark og Frankrig mødes klokken 18.00, og du kan følge landskampen i Liga på P3 eller på TV 2.

Facebook
Twitter