Godt forsvar, svingende offensiv og en skadet anfører: Hvor står Danmark inden håndbold-EM?

Det er stadig svært at gennemskue, hvor stærke de danske håndboldpiger er, inden holdet fredag spiller mod Sverige ved EM.

Klavs Bruun Jørgensen og Danmark står foran en spændende opgave ved EM i Frankrig. (Foto: NTB Scanpix © Scanpix)

Der var engang, hvor det hele gik som smurt. De danske håndboldkvinder var de bedste i verden og hentede den ene guldmedaljer efter den anden. Men tiden med de jernhårde ladies er ovre, og det har den faktisk været i 20 år.

Det ser man også på resultattavlen, når man kigger de seneste EM-slutrunder igennem. Det er ikke blevet til en finaleplads siden slutrunden i Ungarn i 2004.

Nu venter der så endnu en EM-slutrunde. Denne gang i Frankrig. Men kan det blive til noget stort, eller det allerede op ad bakke for Danmarks bedste kvindelige håndboldspillere? Det er faktisk et meget svært spørgsmål at svare på.

- Vi står med sådan et rigtig stort spørgsmålstegn. Vi står i en gruppe med Sverige, Serbien og Polen, hvor vi sagtens kan gå hen og vinde alle kampe, hvis alt spiller, som det skal med en god defensiv. Så kan vi få en masse point med over i mellemrunden, hvilket ville være vigtigt, siger DR Sportens håndboldekspert Lars Krogh Jeppesen.

- Men det er også bare sådan, at lige pludselig kan du tabe den første kamp til Sverige, og der sniger sig en usikkerhed ind på holdet. Man bliver presset, og når man så møder Polen i kamp to, kan det blive meget nervepirrende, siger han.

I optakten til slutrunden har det været en blandet fornøjelse med danske briller. Det er blevet til nederlag til både Frankrig og Norge, mens danskerne sluttede med en sejr over Ungarn. Men generelt var den danske indsats ujævn.

Derfor er det svært at regne ud, hvilket niveau landsholdet reelt set ligger på.

- Jeg havde egentlig håbet på at få en masse svar i weekenden til Møbelringen Cup, men jeg synes ikke, at jeg er blevet så meget klogere. Jeg synes stadig, at vi er sårbare og skrøbelige. Men omvendt kan jeg også godt se dele i spillet, som beroliger mig, forklarer Lars Krogh Jeppesen.

- Der tænker jeg specielt på den defensive del og den meget bevægelige fire-blok nede i midterforsvaret, der kan spille bevægeligt med en enorm fysik. Det må være rigtig godt mod Sverige, Serbien og Polen i den indledende runde. Hvis man kan fortsætte med det høje niveau der, så er man nået rigtig langt, lyder det fra ham.

Offensiven halter dog

Lars Krogh Jeppesen ser et stort potentiale i, at Danmark har to gode keepere, og specielt Althea Reinhardt har virkelig skilt sig ud på det seneste. Hvis målvogterne holder niveau, så kan det styrke kontraspillet og dermed skjule det, som måske er danskernes største svaghed – angrebsspillet.

I Møbelringen Cup så man tydeligt, at Danmark havde problemer med at få bolden i målet mod de stærke nationer, og det skal forbedres, hvis de rød-hvide skal nå langt.

- Den offensive del har været meget svingende. 23, 22 og 20 mål i de tre testkampe bekræfter dette. Man ser i glimt Anne Mette Hansen og Mie Højlund. Der er selvfølgelig et pres på Klavs Bruun Jørgensen og Lars Jørgensen omkring, hvordan vi får det bedst mulige ud af de her spillere, siger Lars Krogh Jeppesen.

Anne Mette Hansen under kampen mellom Danmark og Ungarn i Telenor Arena. (Foto: Ruud © Scanpix)

- Jeg så meget gerne, at man begyndte at eksperimentere mere med at spille syv mod seks, hvis det nu viser sig svært for os at få åbnet op for modstandernes forsvar, forklarer han.

Det store spørgsmålstegn op til slutrunden har været landsholdsanføreren Stine Jørgensen, der har kæmpet med en knæskade. Anføreren er med landsholdet i Frankrig og en del af truppen, men det stadig er uvist i hvilket omfang, hun kommer til at spille.

Derfor er det for vovet at lægge et for stort ansvar på Stine Jørgensen.

Uanset hvad er det positivt at få Stine Jørgensen ind i truppen. Men må også bare erkende, at når man har været ude siden den 14. oktober, så ved man ikke rigtig, hvad man får. Hun har jo været omdrejningspunktet på det danske landshold de seneste mange slutrunder, men hun kan ikke gå ind og tage samme rolle efter skaden. Det ville være for meget at forvente, lyder det fra Lars Krogh Jeppesen.

En stille optimisme

Så hvordan kommer det lige til at gå Danmark? Vi er allerede meget klogere, når de har mødt Sverige fredag aften i Nantes. En sejr vil give dem et rigtig godt udgangspunkt, og det kan godt tyde på, at det bliver vigtigt at få en masse point med videre fra gruppen.

- Ud fra det jeg så i weekenden med vores defensive del og det flotte spil af vores målvogtere, samt at Stine Jørgensen er kommet med, så har jeg faktisk Danmark som favorit i gruppe A, siger Lars Krogh Jeppesen.

- Når vi bliver parret med gruppe B, venter formentlig Frankrig, Rusland og Montenegro. Det er tre dygtige hold og tre fysiske fyrtårne, så forhåbentlig kan man få spillet sig varm i gruppefasen, så man kan være klar til den her meget svære mellemrunde, forklarer han.