Håndboldkvinderne forventer hård og tæt mellemrunde efter nederlag til Serbien

Danmark tager to point med til den barske mellemrunde, men tror stadig på EM-succes.

Danmark skal rejse sig i en svær mellemrunde efter nederlag i sidste gruppekamp. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

De danske landsholdsspillere stod i kø for at rose stærke Serbien efter tirsdag aftens nederlag på 30-25. Danmark var bagud fra start og kom aldrig foran i kampen. Faktisk var 1-1 og 2-2 de eneste gange, holdet var på omgangshøjde med serberne.

- Der er ikke særlig meget, der lykkes for os, og vi havde en rigtig stolpe-ud-dag, siger Mie Højlund.

Nederlaget betyder, at Danmark tager to point med til en i udgangspunktet jævnbyrdig mellemrunde. Serbien og Sverige tager også begge fra Danmarks pulje med to point, mens Rusland, Frankrig og Montenegro ankommer med henholdsvis 4, 2 og 0 point.

Verdensmestrene venter

Allerede torsdag aften venter de franske værter og verdensmestre i Nantes. Selvom Danmark på forhånd har frygtet modstanden i mellemrunden, er Mie Højlund fortrøstningsfuld.

- Det bliver en hård kamp, men det er en god mulighed for at rejse os, og det vil vi prøve at udnytte, siger Mie Højlund.

Højrebacken Mette Tranborg tror også stadig på holdet, og mener ikke, det eftertrykkelige nederlag giver anledning til at tvivle på konceptet.

- Det vil blive nogle hårde og spændende kampe, men jeg er ikke i tvivl om, at vi kan spille op med de hold. Vi skal fortsætte med et fysisk stærkt forsvar og løbe både vores kontra og anden fase kontra, hvor vi har scoret nogle gode mål, siger Mette Tranborg.

Mange mål imod Danmark

Landstræner Klavs Bruun Jørgensen er ærgerlig over gruppespillets punktum, og mener holdet manglede de sidste 10 procent. Selvom han nu to gange i turneringen har set holdet lukke 30 mål ind, vil han ikke ændre det store på forsvarspillet.

- I Sverige-kampen dækker vi rigtig fint, men vi bliver ramt af noget kontra. Jeg er ikke bekymret for vores forsvar og forventer også, at vores målmænd tager mere næste gang, siger han.

Selvom udgangspunktet nu er svækket i mellemrunden, tror Klavs Bruun Jørgensen stadig på en jævnbyrdig gruppe.

- Det havde da været rart med de 4 point, for vi skal møde nogle rigtig gode hold, men nu har alle hold noget at spille for, og alle kan drille hinanden i den gruppe, så det bliver spændende, siger landstræneren.

Samme indstilling har bagspiller Anne Mette Hansen. Hun noterer sig, at Danmark kender franskmændene fra to testkampe forud for slutrunden. Det er kun 14 dage siden, Danmark tabte 22-20 til verdensmestrene, mens de vandt 24-21 i slutningen af september.

- Det bliver en rigtig svær kamp, og det bliver tryk på inde i hallen. De går hårdt til os, og vi går hårdt til dem, så jeg tror, det bliver en god kamp, siger Anne Mette Hansen.

Danmarks første mellemrundekamp mod Frankrig spilles torsdag klokken 18. Følg den i LIGA på P3 eller se den hos TV2.

Facebook
Twitter