Klavs Bruun roser sit EM-landshold: Disciplineret og tålmodigt

De danske håndboldkvinder har leveret en stærk indsats ved EM, og det er landstrænerne meget tilfreds med.

Danmark fik i dag sat punktum for en flot EM-slutrunde i Sverige. Håndboldkvinderne endte med at tabe bronzekampen mod Frankrig og slutter dermed på fjerdepladsen. Landstræneren Klavs Bruun Jørgensen ser en spændende fremtid for holdet.

- Jeg synes, det er spændende. Jeg glæder mig til at arbejde videre. Vi ved, at vi skal arbejde benhårdt. Vi skal stadigvæk blive stærkere, der er en masse, som godt kan løftes der. Men jeg glæder mig til det arbejdet, for det ser spændende ud, siger Klavs Bruun til DR.

Stor dansk moral

Den officielle målsætning for landsholdet var noget afmålt en top i plads-12, og den blev så rigeligt indfriet. Bruun Jørgensen fremhæver især defensiven og moralen som lyspunkter ved slutrunden.

- Forsvarsmæssigt er der så meget, vi kan tage med videre. Den aggressivitet vi har vist, den angrebsmæssige disciplin. Her i finalekampene har vi lavet lidt for mange tekniske fejl, men det har ikke været gennemgående for os i turnering. Vi er blevet gode til at pakke tekniske fejl væk ved netop at spille tålmodigt og disciplineret. Det er jeg meget tilfreds med, siger han.

- Jeg er også tilfreds med det arbejde, som Stine Jørgensen, Lotte Grigel - og også Kristina Kristiansen i den tid, hun har fået – har leveret. Selvfølgelig også moralen. Den moral vi har udvist hele turneringen; uanset hvordan kampen er forløbet, har vi arbejdet videre med tingene, siger Klavs Bruun Jørgensen.

Anfører Stine Jørgensen slutter som dansk topscorer ved EM-slutrunden med i alt 47 mål fordel på de otte danske kampe.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk