Krogh evaluerer skuffende EM: 'Der skal stilles større danske krav'

DR Sportens håndboldekspert er ikke imponeret af den danske indstilling ved EM.

Det holdt hårdt, men det lykkedes at hive en sejr hjem ved Danmarks sidste EM-kamp mod Montenegro. (Foto: EDDY LEMAISTRE © Scanpix)

Trods en sejr over Montenegro onsdag i mellemrundens sidste kamp er de danske håndboldkvinder færdige ved EM. DR Sportens håndboldekspert Lars Krogh Jeppesen har set slutrunden efter i sømmene, og der er ikke meget at glæde sig over.

- Det var en skuffende slutrunde, hvor der blev underpræsteret. Der er mere i de her piger, og jeg synes, at det er en skam, at vi ikke får det at se. Det er fair nok, at vi taber til Rusland og Frankrig, for det er dygtige hold, men den måde, vi taber på, hvor der er flere klasser til forskel, og vi ikke har en chance – det er skuffende.

Slutrunden begyndte ellers godt for danskerne, der slog Sverige og Polen i de to første kampe. Herefter blev det til klare nederlag til Serbien, Frankrig og Rusland, og det danske landshold havde udspillet chancerne for en plads i semifinalen inden kampen mod Montenegro. Det er specielt den danske indstilling, som ærgrer Lars Krogh Jeppesen:

- Jeg synes, at der skal stilles større krav til spillerne, men først og fremmest til Klavs Bruun Jørgensen. Jeg synes, der er gået for meget flinkeskole i den. Jeg hæfter mig også ved, at når kampen er forbi, eller når der bliver taget nogle vanvittig dårlige afslutninger, så står han og klapper, og efter kampene står han og klapper, selvom de har tabt med 11 mål. Det er ikke den rigtige reaktion. Man skal være sur og irriteret over, at det ikke bliver bedre, end det er, siger han.

Skuffende indsats fra profiler

Inden slutrunden var der en forventning om, at især Sandra Toft og Stine Jørgensen skulle spille op til deres bedste, hvis slutrunden skulle blive en succes for det danske landshold. Men det har ikke været tilfældet, vurderer Lars Krogh Jeppesen:

- Sandra Tofts indsats generelt under slutrunden har været skuffende. Det har været meget, meget svingende, forstået på den måde at hun har leveret to gode kampe, hvoraf den ene var mod Polen. Derfor var det rigtig glædeligt at se den kamp, hun leverede mod Montenegro. Det er det, jeg forbinder med Sandra Toft – en glød, vildskab og aggressivitet, som var fuldstændig væk i kampene mod Serbien, Frankrig, Rusland og Sverige. Vi er afhængige af redninger, og når man så har fire kampe, hvor der skal toppræsteres, og man kun laver 12 redninger i alt, så er det bare langt fra godt nok.

Holdets anfører Stine Jørgensen pådrog sig en knæskade i oktober og var derfor tvivlsom til slutrunden frem til det sidste. Klavs Bruun Jørgensen endte dog med at tage den erfarne bagspiller med, men det var ikke nødvendigvis den rigtige beslutning, mener Lars Krogh Jeppesen.

- Hun meldte sig klar, men hvor klar hun egentlig var, er svært at sige. Hun har ikke været fit. Hun har siddet træninger over og spiller ikke i to hele kampe. Det var en decimeret Stine Jørgensen, som vi alle ved kan spille bedre, men man må også sige, at det var et sats at have hende med.

Er udlandet løsningen?

Den danske landstræner Klavs Bruun Jørgensen var efter Danmarks exit ude at sige, at han gerne så flere danske spillere i fremtiden ville fortsætte karrieren i udlandet.

Kun tre ud af de 18 spillere, der var på banen for Danmark, spiller til dagligt ude i Europa, men det er ikke nødvendigvis den rigtige vej at gå for danskerne, vurderer Lars Krogh Jeppesen.

- Jeg ser gerne, at der kommer flere spillere til udlandet, men vi må også se, hvilke klubber, de kommer til. Jeg bifalder, at Anne Mette Hansen tager til Gyor, selv om hun ikke for så meget spilletid, for der er så mange lærepenge i at være i verdens bedste klub.

- Det skal også med i ligningen, at den hårdhed og de forventninger, som man ser i udlandet, ofte er højere, end vi ser i Danmark. Derfor skal forventningerne også op på landsholdet i det daglige arbejde, så spillerne ikke får et chok, når de skifter til udlandet.

- Jeg så hellere, at de danske klubber skærpede sig lidt. De skal stille større krav til spillerne, og efterfølgende evaluere, når det ikke går godt, så de danske spillere bliver endnu mere hærdede, når de tager ud, siger Lars Krogh Jeppesen.

Facebook
Twitter