KROGHS KARAKTERER: Ilden var tilbage i øjnene hos flere danske profiler

DR's håndboldekspert er svært tilfreds med spillernes vildskab og udtryk i sejren over Montenegro.

Stine Jørgensen skyder på mål i EM-opgøret mod Montenegro. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Danmarks håndboldkvinder lukkede mellemrunden med den tvungne sejr på 24-23 over Montenegro.

DR Sportens håndboldekspert, Lars Krogh Jeppesen, kommer her med sin vurdering af de danske spilleres præstation.

1

Klavs Bruun Jørgensen: 10

Det var et forandret dansk hold, der gik på banen. Danmark spillede aggressivt med selvtillid og med en kæmpe tro på sejr. Landstræneren fremstod, som jeg forventer, med attitude og beslutsomhed. Gik med rutinen i forhold til spillere og spilletid, hvilket jeg synes var smart i så vital og hårdtspillet en kamp.

2

Sandra Toft: 10

Fantastisk at se den danske keeper tilbage med tro på tingene og aggressiv i sin spillestil overfor de Montenegrinske skytter, selvom hun fx blev skudt i hovedet. 18 redninger og en redningsprocent på 44 vidner om en fantastisk kamp af den danske keeper, der endelig var tilbage på sit niveau. Hvis nogle danske spillere var i tvivl om spændingsniveauet, skulle de bare kigge på Sandra Toft.

3

Lotte Grigel: 7

Fik i store perioder af kampen ansvaret for det danske angrebsspil, hvilket hun slap rigtig godt fra. Fik sat god fart og viste selv en målfarlighed, vi ikke har set før i turneringen. De store tekniske fejl, skal hun stadig få skåret væk, hvilket havde resulteret i en højere karakter.

4

Stine Jørgensen: 7

Fantastisk første halvleg, hvor hun kom ind og dominerede både med mål og assist. Efter pausen blev indspillene til stregen for tydelige og resulterede i gode Montenegrinske muligheder og fem tekniske fejl. Dejligt at se den danske anfører med flere gode aktioner, nu mangler stabiliteten.

5

Stine Bodholt: 10

Sled og slæbte i den danske defensiv, hvor hun bandt tingene utrolig godt sammen. Vandt mange dueller og var med til at dirigere, hvilket jeg også forventer af hende. Et mål på et forsøg offensivt.

6

Kathrine Heindahl: 4

Ikke så meget at arbejde med for den danske stregspiller, men omsatte alligevel sine tre forsøg til to mål.

7

Anne Mette Hansen: 10

Beslutsom, fandenivoldsk og med et kæmpe ansvar på det danske hold. Uden de to dumme udvisninger, hvor den ene burde have givet rødt kort, var hun endt på den højeste karakter. 9 assist i kampen, og Danmarks bedste spiller.

8

Fie Woller: 7

Scorede fire mål på seks forsøg og var angrebsmæssigt rigtig godt spillende. I perioder i defensiven kom hun til at give for meget væk, hvilket resulterede i flere scoringer fra hendes direkte modspiller Radicevic.

9

Mette Tranborg: 4

Pålidelig i forsvarsspillet, hvor hun gjorde sit arbejde med manér. Fik i store dele af opgøret udraderet Montenegros vigtigste spiller Jaukovic. Angrebsmæssigt er evnen til at turde for lille, og de gode aktioner er for få. Når du spiller hele kampen i angrebet, skal du komme med mere.

10

Kristina Jørgensen: 4

Pålidelig i begge ender på trods af knap så meget spilletid som tidligere i turneringen. Bidrog med et mål, to assists og uden tekniske fejl.

11

Trine Østergaard: 7

Den danske højrefløj fik hele kampen på banen og kvitterede med tre mål på fire forsøg. Viste kampen igennem fin attitude, hvilket hendes position og alder også berettiger. Det er sådan en Trine Østergaard, jeg gerne vil se.

12

Line Haugsted: 4

Fik godt 10 minutter i det danske forsvar, hvor hun til tider havde lidt placeringsvanskeligheder. Indgik for det meste i et godt samarbejde med et fint dansk forsvar.

Althea Reinhardt, Lærke Nolsøe, Sarah Iversen, Mie Højlund og Anne Cecilie de la Cour kom ikke på banen.

Facebook
Twitter