Projekt Stop Neagu: Hun skal have et par på æsken

Hvis Danmark skal i semifinalen ved EM, skal Projekt Stop Neagu iværksættes i aften mod Rumænien.

Hun har før gjort ondt på Danmark. Og i aften vil Rumæniens største stjerne Cristina Neagu med sikkerhed også gøre ondt på Danmark og håndbolddamernes mulighed for at nå semifinalen.

En semifinale-plads kræver en sejr over Rumænien, og for at det skal ske, skal de danske kvinder stoppe Neagu, der på alle måder styrer Rumæniens hold.

Her kommer nogle af spillernes og landstræneres bud på, hvordan Danmark skal stoppe en af verdens bedste spillere.

Katrine Heindahl

- Vi skal finde ud af, hvordan vi sætter en stopper for Neagu. Hun er for alvor stemplet ind her i mellemrunden. Hun er en megadygtig spiller, så det er klart, at vi må se, hvordan vi sætter en stopper for hendes mål og assist-spil.

- Hun kan alt selv i forhold til skudafvikling og finter, men dét, der gør hende ekstra god, er hendes overblik. Hun har et helt vildt blik for spillet og ser banen utroligt godt, og dermed gør hun sine medspillere gode. Og så kan hun jo selv afslutte.

- Nu har jeg ikke spillet så mange gange mod hende, men jeg tror, hun skal have et par på æsken, og så må vi se om det kan være nok.

Mette Tranborg

Mette Tranborg i aktion for Danmark. (Foto: claus fisker © Scanpix)

- De har Cristina Neagu, som er sindssygt dygtig, og som vi skal have styr på, for det er hende, der afgør deres kampe. Men det vigtigste er at fokusere på vores eget spil.

- Der er ikke meget, hun ikke kan. Hun er sindssygt dygtig og har et godt overblik og styrer hele det rumænske spil. Hvis vi kan få lukket hende ned, så hun ikke får lavet så mange mål og assist, så skal de andre afgøre kampen, og det tror jeg ikke de kan.

Sandra Toft

- Jeg har mødt Neagu så mange gange. Hun er verdens bedste, og hun kommer også til at score mål mod os, men jeg håber, at vi kan gøre det på en måde, at det i det mindste gør lidt ondt på hende, når hun gør det.

- Jeg skal studere hende. Hun skyder i hele målet og skyder utroligt hårdt, og så skal jeg snakke med forsvaret om, hvordan jeg vil have, at hun skyder

Trine Østergaard

- Hun kan det hele. Hun er en verdensstjerne. Hun er god til at iscenesætte sig selv, men også god til at gøre sine medspillere gode.

Anne Mette Hansen

- Hun er bare megadygtig, hun er god mand-til-mand, og så har hun et fantastisk skud. Vi skal bruge masser af fysik på hende, så hun bliver træt og så bare gå til hende over alle 60 minutter

Cristina Neagu har gjort ondt på Danmark, senest ved OL-kvalifikationen i marts, men også ved VM i december sidste år. (Foto: claus fisker © Scanpix)

Lotte Griegel

- Det bliver vigtigt at få stoppet på Neagu. Hun er deres hovedspiller, alt går igennem hende. Enten scorer hun erllers har hun næstsidste hånd på en scoring. Hun er det rumænske hold, så vi bliver nødt til at gøre noget ved hende.

Klavs Bruun Jørgensen

- Det er vigtigt at få Neagu stoppet. Det er vigtigt for alle, der møder Rumænien. Vi må finde ud af, hvordan vi gør.

- Hvis vi leverer, som vi gjorde mod Rusland og generelt i denne slutrunde, så kan vi være med. Men vi ved, at det bliver sindssygt svært, så vi skal komme med alt, hvad vi har.

Facebook
Twitter