Smertefri håndboldanfører melder sig klar til EM-premiere

Stine Jørgensens knæ har bestået alle test, og alt tyder på, at hun kan være med i EM-åbningen på fredag.

Stine Jørgensen træner med Kvindehåndboldlandsholdet i Anja Andersen-hallen i Idrættens Hus i Brøndby (Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2018). (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

For fire uger siden blev håndboldlandsholdets anfører Stine Jørgensen meldt ude af EM. Senere blev der tændt et lille håb om, at hun kunne træde ind undervejs i turneringen, hvis genoptræningen gik godt.

Nu tyder alt dog på, at Jørgensen er med fra allerførste fløjt. Hun har allerede meldt sig klar til at spille mod Sverige i premierekampen på fredag.

- Ja, nu er jeg med på de samme vilkår som de øvrige, siger Stine Jørgensen.

Landstræner Klavs Bruun Jørgensen udvidede tirsdag sin EM-trup fra 16 til 17 spillere og tog anføreren med på flyet til Nantes, hvor det danske hold spiller sine kampe ved EM.

Han slår fast, at Stine Jørgensen var blevet hjemme, hvis hun ikke var klar til at spille tidligt i turneringen. Hun er derfor stærkt inde i billedet til en plads på holdet til svenskerkampen på fredag.

- Selvfølgelig er det noget, jeg har i tankerne, ellers var hun her ikke, siger Klavs Bruun Jørgensen.

Sidste år tog han stregspilleren Stine Bodholt med til VM, selv om hun kæmpede med knæproblemer og ikke havde spillet håndbold i mere end en måned.

Hun blev først skrevet ind i truppen efter de indledende kampe, men situationen omkring Stine Jørgensen er anderledes, fordi der reelt ikke er nogen tvivl om, om hun fysisk er klar til at spille.

- I forhold til Bodholt var der nogle test, hun skulle igennem. Stine Jørgensen har bestået alle sine test.

Har trænet hårdt

- Nu gælder det om at få hende i gang til træningen. Fysisk virker hun til at være på samme niveau som tidligere, så det handler især om timingen og sådan noget, siger Klavs Bruun Jørgensen.

Stine Jørgensen var en del af truppen, der i sidste weekend var i Norge for at spille tre testkampe ved et Golden League-stævne.

Her var hun ikke i kamp, men brugte i stedet tiden i Oslo på hård fysisk træning.

- Der var lagt en plan i samarbejde med min klub og med landsholdet. Den har jeg fulgt, og det er gået godt.

- Jeg har trænet rigtig hårdt, men nu har jeg lige haft en fridag, og det, tror jeg, var tiltrængt. Ellers er jeg godt kørende, siger Stine Jørgensen.

Danmarks åbningskamp begynder klokken 21 på fredag. Derefter venter møder med Polen på søndag og Serbien på tirsdag.

/ritzau/