VIDEO Norge vinder EM i håndbold

De norske håndboldkvinder sikrede sig deres syvende EM-guldmedalje efter finalesejr over Holland på 30-29.

De norske håndboldkvinder sikrede sig deres syvende EM-guldmedalje, da de vandt 30-29 over Helle Thomsen Holland i en tæt og tempofyldt finalekamp ved EM i Sverige.

Trods en lang turnering med syv timers effektiv spilletid i bagagen til hvert af de to finalehold var det en kamp i meget højt tempo fra første fløjt.

Det gav mange scoringer i begge ender, så det allerede efter fem minutters spil stod 4-4.

I det hollandske mål ramte Norge dog ind i en storspillende Tess Wester, der havde stor andel i, at Holland halvvejs i første halvleg førte med 9-6.

Derefter blev der givet og taget lidt i begge ender, inden nordmændene blandt andet med nogle tørre hug fra Nora Mørk, der scorede seks mål i første halvleg, kunne lukke hullet.

Det resulterede i, at begge hold kunne gå til pause med hver 15 mål på tavlen.

Syvende norske EM-guld

I anden halvleg startede Norge bedst.

Igen var Nora Mørk en helt afgørende faktor, og hun bragte Norge i front i starten af anden halvleg med sin syvende og ottende scoring i kampen, der dermed også gjorde hende til EM-topscorer foran danske Stine Jørgensen.

I den anden ende viste den hollandske stjernespiller Nycke Groot, hvorfor hun er kåret til slutrundens mest værdifulde spiller. Hun sørgede for, at Holland hang på nordmændene.

Med sin femte scoring, reducerede hun til 20-21 efter ti minutters spil af anden halvleg.

Norge udnyttede et par tekniske fejl af Holland og trak fra i midten af anden halvleg, hvor de med tre mål på stribe gjorde det til 24-20.

Selv om Holland fik skabt spænding til sidst i kampen, holdt Norge føringen og endte atter øverst på medaljeskamlen.

Det er Norges syvende guldmedalje i EM-historien, mens Holland med sølvmedaljen vinder sin første EM-medalje nogensinde.

/ritzau/