Angrebsbuffet, topform og en chef med styr på butikken: 'Danmark ligner et hold, som er klar til EM'

Det danske håndboldlandshold for herrer slog Norge med ti mål i den første og sidste testkamp frem mod EM.

Rasmus Lauge spillede sin første landskamp i mere end 400 dage, da Danmark slog Norge 35-25 i en testkamp frem mod EM. (Foto: Claus bech © Ritzau Scanpix)

Der har ikke været mange muligheder for den danske landstræner, Nikolaj Jacobsen, til at se sine spillere i kampaktion frem mod EM-slutrunden i håndbold, som begynder torsdag den 13. januar.

To testkampe mod henholdsvis Egypten og Norge er blevet aflyst i coronaøjemed, men lørdag var der så endelig mulighed for den danske landstræner til at se sine spillere på andet end træningsbanen.

Og mon ikke Nikolaj Jacobsen var godt tilfreds med det, han så, da Danmark i den første og eneste testkamp frem mod slutrunden bankede Norge med 35-25 i en kamp, som nok mest vil blive husket som Rasmus Lauges første landskamp siden november 2020.

En knæskade har holdt den danske bagspiller ude af de seneste to slutrunder, men lørdag var 30-årige Lauge atter med i rødt og hvidt og kvitterede med titlen som kampens bedste spiller.

Men ud over at finde ud af at Rasmus Lauge ikke har glemt, hvordan man toppræsterer på det danske landshold, hvad lærte vi så af den eneste testkamp, som Danmark har, inden det går løs til EM om fem dage?

DR Sportens håndboldekspert, Lars Krogh Jeppesen, tager temperaturen på Nikolaj Jacobsens tropper.

Buffet i den danske offensiv

En bagkæde med Jacob Holm (til venstre), Rasmus Lauge (med siden til) og Mathias Gidsel (til højre) kan i følge Lars Krogh Jeppesen blive et giftigt kort i den dansk offensiv. (Foto: Claus bech © Ritzau Scanpix)

Det kræver scoringer, hvis man skal vinde en håndboldkamp, og spørger man Lars Krogh Jeppesen, er det bestemt ikke i den fase af spillet, det danske landshold får problemer ved den kommende EM-slutrunde.

- Lørdagens kamp mod Norge viste, hvilken buffet af spillere Nikolaj Jacobsen har at vælge imellem, når det handler om den danske offensiv, og det er bare en fornøjelse at se det danske angrebsspil, siger Jeppesen.

Det blev da også til hele 35 danske træffere i testkampen mod nordmændene, og Lars Krogh Jeppesen mener, at det især er de mange variationer, det danske hold kan spille med, som vil give modstanderne grå hår.

- Spiller Danmark med Mikkel Hansen, er vi farlige fra distancen, og spiller vi med Mathias Gidsel, Jacob Holm og Rasmus Lauge i bagkæden, får vi en enorm gennembrudskraft, og den alsidighed er bare ikke sjov at stå overfor som modstander.

De store profiler er, hvor de skal være

Mikkel Hansen har sammen med resten af de danske profiler rettet øjnene solidt mod EM-guldet. (Foto: Claus bech © Ritzau Scanpix)

Testkamp. Puha.

Sjældent noget, som får publikum helt ud på kanten af stolesæderne. Men selvom der i kampen mod Norge blev spillet foran tomme tribuner i Hillerød, kunne man ifølge Lars Krogh Jeppesen godt se, at det var både første og eneste mulighed for de danske spillere til at få aftaler og afslutninger til at sidde i skabet.

- Ofte når man ser de her forberedelseskampe, så kan profilerne godt stemple lidt ud, men alle de store stjerner ser bare ud til at være, præcis hvor de skal være.

- Mikkel Hansen spiller en flot første halvleg, Niklas Landin kommer ind efter pausen og ligner sig selv i målet, og Rasmus Lauge bliver kåret som kampens spiller efter at have været væk fra landsholdet i lang tid. Danmark ligner et hold, som er klar til EM.

Manden ved roret har også styr på kursen

Nikolaj Jacobsen er manden med ansvaret for det danske landshold. Og den danske landstræner har ifølge Lars Krogh Jeppesen i fantastisk evne, til at bruge de rigtige spillere på de rigtige tidspunkter. (Foto: Claus bech © Ritzau Scanpix)

Det kan godt være, det er Hansen, Landin, Gidsel og de andre danske landsholdsstjerner, som bidrager til tallene i statistikkerne. Men for at spillerne kan yde optimalt, kræver det en kompetent person, som kan trække i trådene udenfor banen.

Og sådan en har Danmark.

For i kampen mod Norge viste den danske landstræner, Nikolaj Jacobsen, at han har fuldstændig styr på de danske spilleres individuelle kompetencer, lyder det fra Lars Krogh Jeppesen.

- Det er fint at have mange dygtige spillere, men man skal også kunne bruge dem rigtigt, og Nikolaj Jacobsen har en evne til at få de store profiler til at spille sammen.

Men et er at få de store stjerner til at tale samme sprog, noget andet er, at man også formår at udnytte bredden i truppen. Det handler ifølge Lars Krogh Jeppesen nemlig om at udnytte alle mand, hvis man vil nå langt til en slutrunde.

- Det er vigtigt, at en chef ved, hvordan han skal styre sin butik, og det ved Nikolaj Jacobsen. Han har 100 procent styr på, hvornår hvilke spillere skal på banen for at gøre mest ondt på modstanderne. Og det er en kæmpe fordel at kende sine spillere så godt.

EM i håndbold afvikles i Ungarn og Slovakiet fra den 13. til 30. januar. Du kan følge Danmarks jagt på EM-guld på dr.dk og i Liga på P3.

FacebookTwitter