Danmark brager sammen med Slovenien - 'et hold fra noget nær allerøverste hylde'

De danske landsholdsspillere forventer ikke, at den anden gruppekamp bliver en walkover.

Danmark har ikke tabt en gældende kamp til Slovenien i 22 år. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)

Når man kan forlade banen efter første EM-kamp med en nimålssejr og ikke er tilfreds, kan det skyldes to ting.

Det kan både være fordi modstanderen, Montenegro, var for svag, eller at de danske verdensmestre var for stærke.

Uanset hvad venter der det danske herrelandshold i håndbold en større opgave, når kamp nummer to ved EM-slutrunden bliver fløjtet igang lørdag aften.

Her venter Slovenien. Et land, der måske ikke lyder som en medaljesluger i håndboldregi, men et land, der trods alt var at finde i semifinalen, da der var EM i Sverige for to år siden.

Derfor regner landsholdsspiller Mads Mensah også lørdagens modstander som et nøk op fra den forrige.

- Det synes jeg bestemt, det er. Slovenien er et af de hold, som måske ikke bliver regnet som favorit, men som jeg vil vurdere, kan slå hvilket som helst landshold. Det er helt sikkert et hold fra noget nær allerøverste hylde, siger Mads Mensah, der bakkes op af landsholdskollega Lasse Svan:

- Montenegro manglede mange af deres bedste spillere. Jeg tror, at alle mand er klar for Slovenien, og de har også relativt få coronatilfælde, så det er helt sikkert en anden størrelse, vi skal møde i morgen, siger Lasse Svan.

Lasse Svan lavede 11 mål i Danmarks seneste opgør mod Slovenien. Det var i mellemrunden ved EM-slutrunden i Kroatien i 2018. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)

Kampen skal vise en retning

Landstræner Nikolaj Jacobsen er ikke enig i, at kampen er ét nøk op.

- Det er et rigtig godt hold. Det så vi ved EM i Sverige, hvor de kvalificerer sig til semifinalerne og spiller noget rigtig god håndbold, siger den danske landstræner.

De to ord 'god håndbold' går igen, da Mads Mensah sætter ord på aftenens modstander.

- De har nogle dygtige spillere individuelt, og så spiller næsten alle slovenske spillere god håndbold. De har mange kloge spillere, og så har de masser af fysik i forsvaret.

- Hvis man lader sig kyse af det, så kan de vinde en del på det. Så på mange måder (er Slovenien, red.) et rigtig ubehageligt hold, siger Mads Mensah.

Den danske back kommer plejer også at tage fra i det danske forsvar, og her skal han ifølge landstræneren forberede sig på lidt af hvert fra slovenerne.

- De har mange teknisk dygtige spillere, de kan spille på flere måder, har nogle gode skytter og kan også spille hurtigt med små bagspillere, siger Nikolaj Jacobsen, der også kan bruge kampen som målestok for, hvad han kan forvente af sin trup på længere sigt.

- Det bliver en kamp, hvor vi får en vished om, hvad vi kan tillade os at kigge efter i denne turnering, siger landstræneren.

Kampen mellem Danmark og Slovenien spilles klokken 20.30 og kan følges i LIGA på P3 eller hos kollegerne på TV 2.