For tre uger siden sad Nikolaj Jacobsen uvidende i en skybar på Hotel Scandic med udsigt til Øresund, da han blev overmandet af sine danske landsholdsspillere og overdynget i guldkonfetti.
En surprise til årets træner 2021.
Her til aften stod han roligt, med armene over kors, og så Danmark spille sig i den tredje semifinale i træk. Tilmed den femte af seks mulige, siden han overtog posten i 2017.
'Die Zaubermaus’, Tryllemusen, kaldte de den temperamentsfulde fløj, da han spillede i Tyskland. Dernede på sidelinjen, nu som træner, er han også godt i gang med at bedrive magi.
Holland var nemlig ingenlunde et match for Danmark, der vandt 35-23 og nu er klar til EM-semifinalen i Budapest. Det er allerede inden den sidste kamp i mellemrunden, hvor Frankrig venter.
Les Bleus, som jo betyder 'forbandede ærkerivaler' på dansk. På onsdag kan Jacobsen og kompagni sende dem ud af EM og tage førstepladsen i gruppen. Det bør være motivation nok i sig selv.
Man kan sætte kløerne i en semifinale på mange måder. Danskerne gjorde det uden tøven eller såkaldte dikkedarer. Der manglede ganske vist et par procenter defensivt til at begynde med, ja ja, men angrebsspillet var særdeles flydende og effektivt.
Og når hollændernes 5-1 forsvar ligefrem insisterede på at give Mathias Gidsel plads at arbejde på, bad de jo også selv om det. Fodfinten sendte to hollandske spillere ud af kurs, og selvom en af dem fik flået Gidsels trøje i stykker, kastede danskeren først sig selv og siden bolden mod kassen.
5-2 og en 22-årig vestjyde på vej mod bænken for at få styr på de iturevne klude. Egentlig utroligt, at det ikke sker i hver kamp. Han spiller trods alt 80 procent af tiden med et halsgreb fra sin direkte modspiller.
Det tog 20 minutter at parkere alt, der hed spænding. Hollænderne har under slutrunden haft ni smittetilfælde i truppen og manglede også EM-topscoreren Kay Smits. Det sås, desværre.
Samtidig var danskernes andenbølge anført af Lasse Andersson alt, alt for stor en mundfuld for håndboldminiputten. Her brillerede tilbagevendte Johan Hansen, der ofte var sidste led i afleveringskæden. Både til 10-6 og senere også til pausestillingen 21-12, da Danmark var stukket af. Seks på syv af ham efter 30 minutter.
Gidsel fortsatte bare sit show
Den erklærede mission fra manden ved roret, Nikolaj Jacobsen, var selvfølgelig at sikre semifinalen, dernæst at holde alle mand i gang. Heldigt, at landstræneren har en Ph.D. i at fordele ressourcer.
Gennem hele slutrunden har det været et dansk adelsmærke at give hvil til profilerne, når mulighederne bød sig. Opgøret mod Holland var ingen undtagelse.
Niklas Landin tog plads på bænken, Kevin Møller overtog rollen som skydeskive efter pausen. I bagkæden byttede Mads Mensah med Jacob Holm, og så var der også minutter til Henrik Toft på stregen.
Samtidig lykkedes det at holde både Rasmus Lauge og Lasse Svan fra banen under hele forestillingen. Fornemt trænerarbejde nok engang. Vi ved nu, at der venter tre kampe, inden EM-slutrunden er i mål.
Og skal der rækkes ud efter guldet, kræver det alt den energi, der kan mobiliseres.
Der kom et lille opbrud i den danske dominans. Lad os bare kalde det et par få momenters ukoncentration. Dog ikke mere end, at Mathias Gidsel ganske ubesværet fintede sig i position til at kyle bolden ind til 30-20. Mr. 100 procent. Otte på otte. Hvad mere kan man forlange?
Mod slutningen kom Emil Jakobsen ind på venstre fløj i stedet for Magnus Landin, og han formåede på sin første scoring at sætte verdensrekord i længdespring, bedømt på øjemål, da han sprang helt op på skulderen af den hollandske keeper og scorede til 33-22.
Det var kontrolleret, det var klasse. Det var et dansk hold, der nu skal spille EM-semifinale.