Danmark måtte kæmpe hårdt og fik ikke spillet til at flyde, men sejren er det vigtigste

Danmark hev og sled og endte med en 28-24-sejr over Island i mellemrunden ved EM i håndbold.

Lasse Svan scorede fem mål i kampen mod Island. (Foto: BERNADETT SZABO © Ritzau Scanpix)

Danmark var hårdere presset end tidligere i EM-turneringen, men som hver gang før i turneringen, gik Danmark fra banen med en sejr.

Denne gang var det Island, der blev besejret af Nikolaj Jacobsens håndboldlandshold.

Selvom Island var hårdt ramt af corona, seks spillere sad ude, heriblandt stjernen Aron Palmarsson, så måtte det danske hold kæmpe hårdt for sejren i en kamp, der næppe scorer topkarakter for æstetik.

Men det vigtigste er, ifølge Lasse Svan, sejren.

- Jeg er udmærket klar over, at folk havde regnet med, at vi skulle vinde større, når Island mangler de spillere, de gør.

- Selvfølgelig er der nogle ting, vi gerne ville have gjort bedre, men i sidste ende, så er vi bare rigtig glade for de to point. De var meget, meget vigtige for os. Vi må kigge på kvaliteten af kampen i morgen, men alt i alt er de to point det vigtigste, siger Lasse Svan.

  • Dansk jubel efter sejren over Island kom i hus. (Foto: Tibor Illyes © Ritzau Scanpix)
  • Landstræner Nikolaj Jacobsen. (Foto: Tibor Illyes © Ritzau Scanpix)
1 / 2

Men det var helt forventet, at det ville blive en hårdt kæmpet sejr, mener målmand Kevin Møller. Danskerne slog et lille hul til Island i slutningen af første halvleg, men Island nægtede at give slip.

- Man skal altid kæmpe mod Island. Det er en nation, der altid gerne vil slå os, og de spiller med hjertet udenpå tøjet.

- At de har haft nogle uheldige dage med corona gør dem endnu stærkere, for man ved, at det er et hold, der rykker endnu tættere sammen i bussen. De gjorde det rigtigt svært for os i dag, siger Kevin Møller.

Men Islands mange coronaramte spillere gjorde også, at danskerne havde svært ved at lægge en klar taktik. For det var svært at vide, hvad Island ville komme med til kampen, fortæller Kevin Møller.

- Det kan godt være, at de manglede deres bedste og største stjerner, men man kan ikke tage noget fra, at de kæmper og spiller.

- Det var en rodet optakt for os, fordi vi ikke vidste, hvem der var med for dem, så det blev en kamp, hvor vi skulle kæmpe for hver en meter, siger Kevin Møller.

Den danske playmaker Rasmus Lauge er enig med Kevin Møller i, at det var svært for danskerne at forberede sig på Island.

- Vi skal huske at være glade for en sejr som den her. De var uden en masse bærende kræfter, og det gjorde det svært at forberede os.

- Det er vilkårene, at alt ikke fungerer. Men vi vil gerne selv skære ned på fejlene og finde killer-instinktet. Når vi er foran med fire, skal vi afgøre kampen i stedet for at lade dem score to gange hurtigt imod os, siger Rasmus Lauge.

Stiller Danmark i en god position

Den danske landstræner, Nikolaj Jacobsen, var heller ikke fuld af rosende ord for spillet på banen, men han hæfter sig ved, at sejren trods alt kom i hus.

- Vi havde alt at tabe og intet at vinde, fordi de havde så mange spillere ude med corona. Det var ikke nogen sjov kamp at spille for os, fordi vi ikke vidste, hvad der kom, og alle forventede en sejr.

- Det blev forkrampet, og vi var ikke frigjorte nok, siger Nikolaj Jacobsen.

Sejren giver dog danskerne en del frirum i mellemrunden, hvor de to bedst placerede hold går videre til semifinalerne.

- Nu står vi i en god situation efter at have slået et af de andre hold, der havde to point med over i mellemrunden, siger landstræneren.

Næste opgave for Danmark er lørdag mod Kroatien. Kampen spilles 20.30, og den kan følges i LIGA på P3.