Danmarks nummer ét satte dagsordenen fra dag ét, men får 'forhåbentlig lidt mere hjælp fra forsvaret næste gang'

Niklas Landin var brandvarm i Danmarks åbningskamp mod Montenegro, og han høstede efter opgøret mange roser fra medspillerne.

Niklas Landin og resten af det danske landshold kom godt i gang ved EM i går. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)

Mellem de danske stænger står en mørkhåret gut på to meter og to centimeter og ligner en mand, der er svær at passere.

Og det er han da også, Niklas Landin.

Gang på gang har den danske målmand vist sig som et menneskeligt plankeværk, når håndboldlandsholdet har været i aktion ved diverse slutrunder, og gårsdagens åbningskamp mod Montenegro, hvor Danmark vandt 30-21, var ingen undtagelse.

Danskerne spillede måske ikke op til deres allerbedste, men at have så god en sidste skanse er betryggende, særligt når man gerne vil nå langt i turneringen. Og det vil Danmark, naturligvis. Derfor betyder det også meget, at landsholdets nummer ét allerede satte sit aftryk fra første kamp.

- Niklas betyder ekstremt meget for det hold her. Han er ekstrem vigtig, så det er rigtig dejligt, at han går ind og sætter dagsordenen fra dag ét, siger Nicolaj Jacobsen.

Mod montenegrinerne leverede landsholdets målvogter flere flotte rednigner, og blev efter kampens afslutning også tildelt titlen som kampens spiller. To straffekast pillede han alene i første halvleg, mens flere skud fra distancen også blev afværget.

Målvogteren får da også en afgørende rolle for de danske verdensmestres videre færd i turneringen, og hos landsholdets playmaker, Rasmus Lauge, er der også fuld tiltro til, at Landin holder det høje niveau, han har lagt fra start.

Skal playmakeren udpege, hvor målvogteren hører til i verdenseliten, er der nemlig ikke meget tvivl.

- Se kampen, og så ved man, hvorfor han er den bedste målmand i verden, og hvorfor vi er glade for at have ham, siger Rasmus Lauge.

Der blev uddelt highfives til Niklas Landin efter gårsdagens opgør mod Montenegro. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)

Landsholdskollegaen Mathias Gidsel er også svært begejstret over, at netop Landin er en del af det danske holdkort. Han er nemlig ikke kun verdens bedste målmand, mener han.

- Personligt mener jeg, han er verdens bedste håndboldspiller. Jeg er enormt glad for, han er på mit hold, og jeg ikke skal skyde på ham. Du kan selv se, hvor meget han fylder, og hvor dygtig han er, og hvor meget respekt, der er omkring ham, siger Mathias Gidsel.

Titlen som verdens bedste håndboldspiller, som Mathias Gidsel gerne kaster på sin målvogters skuldre, kan Landin dog ikke prale af. Til gengæld blev han i 2019 kåret som verdens bedste målmand, og i opgøret mod Montenegro viste han i dén grad prøver på kundskaberne i målet.

Står det til Mathias Gidsel må forsvaret dog gerne hjælpe ham en smule mere fremadrettet.

- Måske har han også et par redninger for meget i forhold til, hvor meget vores forsvar hjælper ham. Det er imponerende, og så må vi se, om han kan holde resten af slutrunden, forhåbentlig med lidt mere hjælp fra forsvaret næste gang, siger Mathias Gidsel.

Står det til hovedpersonen selv, handler det dog ikke så meget om hans egen præstation. Den var 'fin', mener han, og fremhæver kollektivet.

- Der var stadig nogle bolde, som jeg tænkte, jeg skulle have taget, men overordnet er jeg ganske fint tilfreds. Vi får også spillet godt rundt med forskellige spillere, og der er mange som føler sig spillet ind i turneringen, og det synes jeg også er rigtig vigtigt, siger Niklas Landin.

Næste kamp for det danske landshold er på lørdag. Her står Niklas Landin og kompagni ansigt til ansigt med Slovenien, der også åbnede slutrunden med en sejr. Den kamp kan følges på dr.dk, i LIGA på P3 og på TV2.

FacebookTwitter