Dansk landstræner efter nedsabling af Montenegro: 'Vi havde lagt pres på os selv'

Nikolaj Jacobsen nød at se sit hold vise tænder efter en skidt præstation i onsdags.

Landstræner Nikolaj Jacobsen jubler med Jannik Green i baggrunden. (Foto: Claus bech © Scanpix)

Der var ikke meget at klappe i hænderne af for Nikolaj Jacobsen, da hans hold for få dage siden tabte på udebane til Montenegro.

Lørdag aften havde den danske landstræner dog svært med at få labberne fra hinanden, da der var dømt revanche i Royal Arena.

Danmark spillede gæsterne fra Montenegro ned under Royal Arenas fundament i sejren på hele 37-26, og det var noget, som landstræneren kunne bruge.

- Det var dejligt. Vi vidste godt, at vi havde presset os selv lidt ved at smide point i Montenegro, så jeg prøvede at nyde det så godt, som jeg nu kunne. Vi fik en fantastisk modtagelse, men jeg er allermest glad for kampen som den forløb, siger Nikolaj Jacobsen.

- Defensivt står vi rigtig fint i dag, bortset fra de sidste otte minutter af første halvleg, som irriterer mig grænseløst. Niklas Landin står fremragende, og vi løser deres forsvar rigtig godt.

Skal gå meget galt

Med revanchen mod Montenegro har Danmark igen spillet til tops i EM-kvalifikationen. Tilbage i kvalifikationen venter nu Ukraine og Færøerne i juni. Ikke nødvendigvis et par opgør, som kommer til at koste landstræneren meget nattesøvn.

- Vi står rigtig fint nu i forhold til EM, og jeg tror, at det skal gå meget galt, hvis ikke vi kommer med, siger Nikolaj Jacobsen.

Facebook
Twitter