Den russiske bjørn dansede med døden: I dag lytter Trefilov til lægerne og kalder sit landstræner-stop en 'ferie'

Jevgenij Trefilov tror, at følelserne bliver afgørende, når Danmark og Rusland i aften mødes ved EM. De følelser, den tidligere landstrænerlegende altid selv gav frit løb.

På listen over skæve personligheder i håndboldhistorien er der reserveret en æresplads til trænerlegenden Jevgenij Trefilov.

Gennem to årtier - med fråde i mundvigene og sprogbrug langt fra lærebøgerne på danske pædagogseminarier - regerede han Ruslands håndboldkvinder, ledte nationen til fire VM-guldmedaljer, før det hele kulminerede i olympisk guld for fire år siden.

En næsten skræmmende intensitet, der brændte så stærkt gennem tv-skærmen, at selv en lille østjysk dreng måtte gemme sig bag puden i forældrenes hjørnesofa.

Hjertet pumper for håndbold, men er også født med en fejl, der to gange har sendt ham helt ud og kysse livets autoværn.

I 2012 blev han fyret som russisk landstræner, og det gav fysiske symptomer. Kroppen sagde fra, og igen i 2019 spøgte den medfødte hjertefejl og tvang ham ufrivilligt til at stoppe som landstræner.

Operation en nødvendighed, hvis hovedpulsåren ikke skulle sprænge.

Derfor foregår EM-slutrunden i år med stængerne oppe. Ikke at det kan mærkes på humøret i Trefilov-lejren.

- Som man siger i Rusland - man vil helst ikke vente!, svarer Trefilov til spørgsmålet om, hvordan det går med helbredet.

- Ej seriøst, jeg har det godt. Jeg genvinder langsomt min styrke. Desværre er jeg ikke 30 år længere. Derfor passer jeg på og følger lægernes anvisninger, siger Jevgenij Trefilov til DR Sporten.

Fra at være ansigtet udadtil på en kæmpe håndboldnation, et af sportens mest kendte, må Trefilov nu se sig reduceret til tv-seer. Det er mærkeligt, erkender russeren, som savner sit landshold.

- Jeg ledte Rusland i 20 år. Så lad os kalde det her en ferie, svarer han komisk og kryptisk på samme tid.

- Det er interessant at se hele maskineriet udefra. Selvfølgelig husker jeg alle følelserne og rytmen ved et stort mesterskab. Hele mit liv er forbundet med håndbold. Og nogle gange får jeg en følelse af, at jeg kunne have gjort mere, siger Jevgenij Trefilov.

Det hold, der kontrollerer følelserne, vinder

På den ene side er Jevgenij Trefilov den her bryske russiske bjørn, på den anden varm og kærlig. Flere danskere har mærket legendens venskab, særligt den tidligere danske landstræner Jan Pytlick.

Måske russeren fra sit hjem i Krasnodar knapper en god flaske af det lokale vidundervand op i aften, når han - som i de seneste uger - følger med, når Rusland spiller EM-bold. Denne gang i duel med Danmark om en semifinaleplads.

- Jeg vurderer det som en 50/50-kamp. Helt objektivt. Det bliver en kamp om liv eller død for begge hold. De kender hinandens styrker og svagheder, så vinderen bliver det hold, der bedst kan kontrollere sine følelser, siger Jevgenij Trefilov.

- Jeg vil virkelig gerne have, at Rusland vinder.

Men det hele er svært at spå om på grund af, I ved nok hvad.

- Turneringen bliver spillet under vanskelige forhold. Holdene havde næsten ingen tid til at træne og alle nationer spiller næsten fra scratch. Rusland vinder stadigvæk kampe, men alle de sejre er glemt med et nederlag til Danmark, siger Jevgenij Trefilov.

Ruslands tidligere landstræner betragter EM som den stærkeste turnering i verden. Der er ingen svage hold og heller ikke nogen klar favorit, lyder det.

- Flere hold kan blive mestre. Rusland er ét af dem, siger Jevgenij Trefilov.

  • - Ingen følelser, ingen håndbold, har Jevgenij Trefilov tidligere udtalt. Som russisk landstræner levede han selv altid op til den parole. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)
  • Trefilovs sprog har altid været til debat. Under en træningsturnering i 2007 i Danmark fangede tv-kameraer, at træneren både sagde 'dit skvat', 'din forbandede ged' og samtidig sagde 'jeg burde give dig en på hovedet' til en af sine spillere. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)
1 / 2

Selv om Trefilovs hårdt prøvede håndboldhjerte banker for Rusland, har trænerlegenden mange rosende ord til overs for dansk kvindehåndbold.

- Danmark har været verdensklasse i de sidste 25 år. Det er svært for alle at spille mod dem. Læg dertil at EM også spilles i Danmark. Deres hold i år er også stærkt, de har ansat en ung, talentfuld landstræner og deres gameplan er meget klar, siger Trefilov, men gentager igen, at han holder med Rusland.

Problemet, eller nok nærmere udfordringen er så, at han denne gang ikke selv står på sidelinjen og trækker i trådene.

Hvad havde han, Jevgenij Trefilov, egentlig selv gjort for at slå Danmarks håndboldkvinder anno 2020?

Jevgenij Trefilov vandt fire verdensmesterskaber og olympisk guld i spidsen for Ruslands håndboldkvinder. (Foto: NILS MEILVANG © Scanpix)

- Trænere afslører ikke deres hemmeligheder. Du kan finde svagheder på alle hold, så det handler om at udnytte sine egne styrker mod det. Jeg har altid troet på, at forsvaret var nøglen. Du kan kun slå en stærk modstander ved at dække solidt op, siger Jevgenij Trefilov.

Trefilov var en international legende, og selv blot med vinduet på klem til Moder Rusland fornemmer man stadigvæk hans aura.

Så må vi se, om han mener det med landstrænerjobbet og 'ferien'. Det ville ikke være første gang, at den russiske bjørn gjorde comeback.

FacebookTwitter