EM-overraskelsen Kroatien venter i danskernes bronzekamp: De 'er klar til at dø for deres land og trøje'

Det danske kvindelandshold i håndbold spiller søndag bronzekamp ved EM mod Kroatien.

Det kroatiske landshold har overrasket kamp efter kamp, og spillerne har fejret hver eneste sejr til den helt store guldmedalje. (Foto: Bo Amstrup © Scanpix)

Skuffelse og ærgrelse over et EM-semifinale-nederlag til håndboldgiganterne fra Norge siger det hele.

Det danske kvindelandshold har under EM-slutrunden i Danmark spillet ’virkelig flot og suverænt’, som landstræner Jesper Jensen udtrykte det på pressemødet lørdag middag.

Men nu skal arbejdet gøres færdigt, så en bronzemedalje kan hænges om halsen søndag eftermiddag. Modstanderen er EM-overraskelsen Kroatien, og de store anstrengelser og flotte præstationer under slutrunden kan virke ligegyldige, hvis ikke det danske landshold vinder kampen om tredjepladsen.

Selvom det kroatiske landshold er endt sidst ved de seneste to europamesterskaber, og holdet fik en 30-19-lærestreg mod Frankrig i semifinalen, så er det bestemt ikke et hold, Jesper Jensen undervurderer.

- Vi skal have mega respekt for det kroatiske landshold. Hvis kroaterne kigger realistisk på det, så kan det godt være den eneste chance, de får i mange, mange år for at spille om medaljer.

- De kommer og er klar til at dø for deres land og trøje. Deres hjerter bløder for Kroatien, sagde landstræneren på lørdagens pressemøde.

Der var da også en anelse respekt at spore ved den danske målvogter Sandra Toft, som på selvsamme pressemøde satte ord på søndagens bronzemodstander.

- Jeg er meget imponeret over, hvad Kroatien har præsteret. Jeg tænkte i starten, om det kunne blive ved, men det kunne det jo godt.

  • Sandra Tofts glæde var stor, da Danmark sikrede billetten til semifinalen ved at besejre Rusland. Men i en EM-slutrunde er der ikke langt fra glæde til ærgrelse... (Foto: Henning Bagger © Scanpix)
  • Skuffelsen var nemlig stor efter kampen mod Norge, hvor landsholdet ført an af målvogter Sandra Toft spillede en hæderlig kamp. Vi håber på en gentagelse af det første billede efter kampen i eftermiddag. (Foto: Bo Amstrup © Scanpix)
1 / 2

- De har taget alle med storm, sagde Sandra Toft, som til trods for sine ni år på landsholdet aldrig har vundet en medalje i landsholdstrøjen.

Faktisk var det kun Louise Burgaard, Trine Østergaard og Anne Mette Hansen, der var med til at vinde VM-bronze i 2013 i Serbien – det danske kvindelandsholds seneste medalje. Her var Sandra Toft ikke med på grund af sygdom, og det har derfor en enorm betydning for hende at få metal om halsen søndag eftermiddag.

Hør landstræner Jesper Jensen fortælle om kampen mod Kroatien:

Overbevist om dansk sejr

Kroatiens EM-kampagne har været særdeles flot, men det måtte som skrevet slutte, da kroaterne blev kørt over af det franske landshold i semifinalen.

Den danske bagspiller Mia Rej er da også ret overbevist om, at løbearbejdet mod Kroatien skal være med til at sikre en sejr i den afgørende bronzekamp.

- Jeg ved ikke, om de var trætte (mod Frankrig, red.), men de bliver det i hvert fald i morgen (søndag, red.). For vi kommer til at løbe dem over ende.

Også Jesper Jensen peger på, at de danske spillere skal være aggressive, når der først fløjtes op.

- Vi skal spille overfaldshåndbold. Vi står stadig i en fantastisk god forfatning fysisk. Vi skal stadig have en base og et fundament, som skal være godt nok til, at vi rent fysisk kan gøre det til en sindssyg hård kamp.

Kroatiens bedste placering ved en EM-slutrunde skal findes tilbage ved det første EM i 1994. Her blev det til en femteplads, og siden har der altså ikke været gode nok præstationer til en plads i semifinalerne. Før i år.

DR Sportens håndboldkommentator Frederik Lindved er da også ret overbevist om, hvilket land der ender med de metaltunge bronzemedaljer.

- Jeg er ret overbevist om, at det er Danmark, der kommer til at vinde.

Glæden var stor, da Danmark havde sikret sig pladsen i semifinalen ved at besejre Rusland. Lad os håbe, jublen gentager sig efter bronzekampen. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

- Jeg synes, Danmark er en klar favorit. Kroatien bør ikke være med på det her niveau. Det har de så været i år, fordi de har overrasket, og fordi der er andre hold, der ikke har leveret, som de måske burde, siger Frederik Lindved forud for Danmarks skæbnekamp mod Kroatien.

Hør Frederik Lindved fortælle om, hvor meget det betyder for de danske spillere at sikre bronzemedaljerne:

Han henviser derudover til danskernes sult, efter at det i syv år ikke er blevet til medaljer ved en slutrunde.

- Der er kun tre spillere i den her trup, der har prøvet at vinde en medalje overhovedet med landsholdet. Det viser lidt om, hvor stor en lyst og trang der er til at komme ud og sikre sig en medalje igen til det danske landshold.

Og lad os da håbe på, at Frederik Lindveds mavefornemmelse bliver en realitet.

Du kan følge EM-bronzekampen mellem Danmark og Kroatien klokken 15.30 i skrift her på dr.dk, i lyd i LIGA på P3 eller i levende billeder på TV 2.

FacebookTwitter