EM-spiller skuffet over sig selv: ’Det er lidt historien om mig og landsholdet’

- Det rammer meget på selvtilliden, siger Niclas Kirkeløkke efter sin egen og Danmarks svage kamp mod Ungarn.

Niclas Kirkeløkke er langt fra tilfreds med sine egne præstationer ved EM-slutrunden i Sverige. (Foto: LISELOTTE SABROE © RITZAU/SCANPIX)

Der var mange spillere, der havde grund til at være utilfredse med sig selv efter 24-24-kampen mod Ungarn ved EM i herrehåndbold i mandags.

Men få af dem udtrykte alligevel så stor skuffelse over sig selv som højrebacken Niclas Kirkeløkke.

Den tidligere GOG-spiller, der før sæsonen skiftede til storklubben Rhein-Neckar Löwen i den tyske Bundesliga, blev skiftet ind i truppen efter at have siddet over i det første opgør mod Island, men fik ikke bidraget med det, han havde ønsket.

To mål på fire afslutninger i løbet af 23 minutters spilletid lyder på ingen måde kriminelt for en bagspiller – men indtrykket var alligevel ikke godt.

- Jeg er meget skuffet over, hvordan jeg gør det. Det bliver så ubeslutsomt. Jeg skal bare gå mere på mål!, lød det efter kampen fra den 25-årige venstrehåndsspiller med det hårde skud.

- Jeg får sindssygt meget plads i mange situationer, og det burde jeg have udnyttet noget mere. De dækker offensivt, hvor de går meget op på venstre back og playmaker, og så er det jo mig, der skal gå mand mod mand. Det er ikke min stærke side, men det skal jo lykkes bedre end i dag (mandag, red.).

Niclas Kirkeløkke kæmpede i flere sekvenser med at finde den rette afstand til Ungarns forsvar. Mistimer man den del, ender det, som her, i en syngende forsvarslussing. (Foto: LISELOTTE SABROE © RITZAU/SCANPIX)

Men det var ikke bare mandagens indsats, der tyngede Kirkeløkke, som tidligere i karrieren har været ude i længere perioder med skulder- og knæskader – og trods sit store potentiale ’blot’ er noteret for 36 landskampe.

- Det kører ikke supergodt. Jeg ved sgu ikke, hvad det er. Jeg synes ikke, jeg er alt for nervøs. Jeg tror bare, det har lidt været historien om mig på landsholdet. Det har været lidt slæbende. Jeg har tænkt meget over det. Det er jo ikke første gang, at det er sådan her.

- Jeg skal tro mere på, hvad jeg selv gør. Jeg kan godt mærke, at det er derfor, at jeg tøver for meget, siger Kirkeløkke.

Som de fleste andre på holdet skal han nu finde balancen mellem at arbejde med det mentale og det håndboldfaglige.

- Jeg skal hjem og se noget video på, hvordan det ser ud inde på banen, og have en god træning. Det vil tit hjælpe, hvis man lige kommer videre med en ordentlig træning, så man får lidt selvsikkerhed igen. Det rammer meget på selvtilliden, når det går som i dag. Men hvis man tænker for meget på, hvad man skal gøre hele tiden, så bliver det også lidt krampagtigt, og man skal også kunne spille frit. Og det er jo det, jeg mangler – at spille frit. Den gyldne middelvej er svær at finde, sagde han mandag aften.

'Han skal nok blive rigtig, rigtig god'

En af holdkammeraterne fra Bundesligaen er Alexander Petersson, der spiller samme position på højre back – og på en måde er hans læremester i Rhein-Neckar Löwen.

Og han har kun roser til overs for Kirkeløkke.

- Det går fremad med høj fart, og han skal nok blive rigtig, rigtig god. Han har bare brug for en smule tid til at finde ud af, hvordan vi spiller. Det er ikke så let at komme fra den danske liga til Bundesligaen, hvor alle kampe er så hårde. Jeg har været lidt småskadet i de sidste par kampe inden nytår, så Niclas spillede næsten fuld tid, og han gjorde det virkelig godt, siger Petersson.

Kirkeløkke får ros af sin islandske klubkammerat i Rhein-Neckar Löwen, Alexander Petersson. (Foto: TT News Agency © Andreas Hillergren)

Den 39-årige islænding kan sammen med sine holdkammerater hjælpe Danmark videre i turneringen med en sejr over Ungarn. Sker det, er det op til Danmark selv at gøre arbejdet færdigt med en sejr over Rusland.

- Det her er ikke, hvad vi havde håbet på, men jeg tror nu nok, vi skal komme tilbage og spille bedre. Vi kan ikke sidde med sådan en oplevelse igen efter kampen onsdag, uanset om Island vinder eller ej. Vi skal vise noget mere. Og så må vi bare virkelig, virkelig håbe, at Island tager to point, siger Niclas Kirkeløkke.