Én positiv coronaprøve kan hurtigt blive til mange, og derfor forsøger deltagerne ved EM i håndbold at gå med livrem og seler før turneringen går i gang.
Men da Frankrig ankom til spillerhotellet i Szeged forud for håndboldslutrunden i Ungarn, fik holdet sig en ubehagelig overraskelse.
De delte nemlig buffet med almindelige hotelgæster og havde ikke et isoleret lokale, som Det Europæiske Håndboldforbunds protokoller ellers foreskriver.
Det fik tirsdag den store stjerne Nikola Karabatic til at råbe vagt i gevær.
- Vi er alle forbløffede og endda chokerede over at se hotelgæster, som ikke bærer mundbind, og at vi skulle spise samme sted som de andre gæster, sagde Nikola Karabatic ifølge L’Equipe.
Godt og vel 200 kilometer derfra, i Debrecen, har Danmark slået lejr, og her er situationen en lidt anden, siger landstræner Nikolaj Jacobsen.
- Det eneste punkt, hvor vi godt kunne se en forbedring, er omkring måltiderne. At det ikke var samme buffet, alle hold gik og tog af, og at man var lidt mere opdelt i forhold til at spise, siger Danmarks landstræner onsdag på et pressemøde.
Samme holdning har Niklas Landin og Lasse Svan. Førstnævnte havde helst set, at han og holdkammeraterne havde deres egen spisesal.
For at løse corona-logistikken forsøger Danmark at planlægge måltiderne, hvor de andre nationer ikke er tilstede. Samtidig er målet at tilbringe så lidt tid i lokalet som muligt, forklarer Lasse Svan.
Han har bemærket, at ikke alle EM-lande tager samme coronaforbehold som danskerne.
- Vi har diskuteret, hvor sikkert det er, at vi deler buffet med de andre hold og sidder så tæt på dem, som vi gør. Vi har de her fine plastikhandsker ved buffeten, og vi kan godt se, at det ikke er alle, der gør brug af dem, siger højrefløjen.
- Der er selvfølgelig en risiko dér, som vi taler om. Vi sørger i hvert fald for at bruge handskerne og spritter af, når vi har været i buffeten, siger Svan.
Håndboldforbund har rettet ind
Hos franskmændene udtrykte målvogter Vincent Gérard også bekymring over spillernes sikkerhed.
- At se mennesker i badetøj ved siden af os, når vi går så langt for ikke at blive smittet, ved jeg ikke om er særlig respektfuldt over for spillerne, som gør alt for at deltage i turneringen, sagde Gerard.
Holdets landstræner, Guillaume Gille, kaldte situationen 'uacceptabel' og 'et stort hul i de strikse protokoller'. Det franske håndboldforbund har siden været i kontakt med Det Europæiske Håndboldforbund, der har lovet at få rettet den 'organisatoriske fejl'.
Også Serbiens landshold deler frustrationer over coronasituationen i Ungarn. Landstræner Toni Gerano skrev onsdag formiddag på Twitter, at der er en 'kaotisk organisation ved EM'.
- Normale gæster uden mundbind i samme gang som holdene. Ikke tests nok til alle hold. Forsinkelse på tests. Venter stadig på en test, der var planlagt til klokken 8.45. Spillere kan blive smittede. Hvordan kan vi spille?, skriver Serbiens landstræner.
Danmark indleder EM mod Montenegro torsdag aften klokken 20.30. Opgøret kan høres direkte i LIGA på P3 eller ses på TV2.