Gidsel mærker stadig slovensk slag i maven, men er klar til at slå fra sig mod Island

Mathias Gidsel regner med at være klart til opgøret mod Island.

Det var i kampen mod Slovenien i indledende runde, at Mathias Gidsel fik et slag i ribbenene. Derfor sad han ude i sidste kamp i indledende runde mod Nordmakedonien. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)

Der er stor forskel på et dansk landshold med og uden Mathias Gidsel.

Derfor gik der også et ekstra gisp igennem det dansk håndboldpublikum, da Gidsel i kampen mod Slovenien i indledende runde tog sig til ribbenene og efterfølgende måtte se kampen mod Nordmakedonien fra tribunen.

Torsdag gælder det så første kamp i mellemrunden for det danske landshold, når de islandske håndboldherrer står klar til kamp. Og det bliver med Mathias Gidsel i kamptrøjen. I hvert fald, hvis man spørger manden selv.

- Jeg har det væsentlig bedre end dagen efter Slovenien-kampen. Sådan et slag i maven og ribbenene er ikke noget, der bare lige forsvinder over natten. Heller ikke over to-tre nætter. Jeg er mærket, men jeg har det væsentligt bedre, og jeg glæder mig til at spille kampen.

Danmark er bedst, når Gidsel er i topform

Det glæder også DR Sportens håndboldekspert Bo Spellerberg, at Gidsel har meldt sig klart til kamp, for ifølge Spellerberg er Danmark ikke det samme hold, hvis Gidsel ikke er med.

- Det er især bundniveauet på landsholdet, som kan blive påvirket, når han ikke spiller. Gidsel har jo nærmest aldrig spillet en dårlig landskamp, så når han er med, ved man bare, at der bliver leveret på øverste niveau på hans position.

Det er sådan her danskerne kender Mathias Gidsel. Hårdt kæmpende med modstandernes forsvar i færd med at bryde igennem til en scoring. Gidsel har spillet 30 landskampe og scoret 136 mål. (Foto: Marton Monus © Ritzau Scanpix)

Men bare fordi Gidsel er udtaget til kampen, betyder det ikke, at man absolut skal ind på banen. Ifølge Spellerberg vil det nemlig give god mening, hvis landstræneren begynder med en anden på Gidsels position.

- Nikolaj Jacobsen kunne godt tænke i at holde lidt på Mathias Gidsel. Se kampen lidt an, og skulle der så blive brug for ham, så kan han jo blive smidt ind fra bænken.

Begynder man med Gidsel på bænken, er der selvsagt en anden, som skal nappe GOG-spillerens position, men her har landsholdet ifølge Spellerberg gode kort på hånden.

- Vi så i kampen mod Nordmakedonien, at Niklas Kirkeløkke også er i topform, og vi har også tidligere set andre spillere gøre det godt på Gidsels position, så jeg er ikke bekymret for kampen mod Island, men Danmark er bedst, når Gidsel er i topform.

Ribbenene er blevet testet, sådan da

Hovedpersonen selv har altså meldt sig klar. Landstræner Nikolaj Jacobsen fortæller også, at det ser fint ud med bagspilleren, men at valget ikke er truffet endnu.

- Vi skal have prøvet Mathias af i med kast og løb og se, hvor smertetærsklen er, lød det fra landstræneren onsdag.

Smertetærsklen tager Gidsel dog i stiv arm. På DR Sportens spørgsmål om, hvorvidt ribbenene er klar til at spiller, lyder svaret:

- Jeg kommer nok til at kunne mærke dem lidt, men man kan jo ikke gå igennem en slutrunde uden at få lidt knubs. Så jeg er helt klar til at spille håndbold, så må vi se om det bliver et problem, men det tror jeg nu ikke, at det gør.

Selvom han måske har ondt i ribbenene, har Gidsel været i kampe siden opgøret mod Slovenien. I en intern bordtenniskamp mod Emil Jacobsen, blev helbredet nemlig testet.

Hvor vigtig en fysisk test var det for dig inden Island-kampen?

- Vi skulle jo teste, hvor klar ribbenene var til at spille håndbold, men der kan jeg bare konstatere, at Emil ikke udfordrede mig nok til, at ribbenene kom på arbejde.

EM-opgøret mellem Danmark og Island spilles i aften og kan følges fra klokken 20 i LIGA på P3 eller ses på TV 2.