Håndboldherrerne måtte grave dybt i værktøjskassen for at dæmme op for kroatisk aggressivitet

Danmark gjorde det til fem sejre på stribe ved EM i håndbold, da Kroatien blev besejret.

Mikkel Hansen og Mathias Gidsel jubler over sejren over Kroatien. (Foto: Attila KISBENEDEK © Ritzau Scanpix)

Der skulle kæmpes for hver eneste meter, da Danmark krydsede håndboldklinger med Kroatien ved EM lørdag aften.

Animeret af et talstærkt publikum blev kroaterne pisket frem i kampen, og de gik til makronerne i duellerne med danskerne.

Danmark holdt hovedet koldt og kæmpede en sejr på 27-25 hjem, men det gjorde kun sejren sødere, at den kom i hus trods kamp til stregen, mener den danske stregspiller Magnus Saugstrup.

- Det var en rigtig dejlig sejr at få. Det er selvfølgelig altid dejligt at vinde, men jeg synes den var hård i dag. De kom og lagde et godt tryk, især fysisk. De spillede klogt, siger Magnus Saugstrup.

Særligt i kampens indledning havde et meget aggressivt kroatisk forsvar held med at stresse og forpurre Danmarks angrebsspil, forklarer Mathias Gidsel.

- Vi vinder mange dueller, men hver gang, man slap bolden, var der kroater over det hele. Den aggressivitet måtte vi dæmpe på en måde, for den var klart til deres fordel.

- Det gjorde vi med vores syv-mod-seks-spil, som jeg synes, vi spillede til punkt og prikke med stor tålmodighed. Det tog deres aggressivitet ud af kampen og gjorde, at de ikke kunne få alle de spilstop, som de lykkedes med i første halvleg, siger Mathias Gidsel.

Mikkel Hansen, der scorede otte gange i kampen, er enig med Gidsel i, at kroaterne havde held med at møde den danske offensiv med stor aggressivitet.

- Jeg er utrolig glad. En sejr, hvor det ikke flasker sig fuldstændig for os. Det kneb i angrebet i første halvleg. Rent defensivt synes jeg, at vi havde fint styr på det, siger Mikkel Hansen.

Mathias Gidsel scorede fem mål mod Kroatien. (Foto: Attila KISBENEDEK © Ritzau Scanpix)

Netop skiftet til syv-mod-seks blev afgørende, vurderer Mathias Gidsel.

- Det er noget, vi har gemt, og vi havde også håbet, vi kunne gemme det lidt længere end til kampen mod Kroatien. Men i dag blev der brug for det. Vi holdt bolden godt i gang, og til sidst blev de så flade i midten, at Mikkel (Hansen, red.) bare kunne tyre bolden i mål.

- Vi spillede det godt, og det endte med at tage Kroatiens aggressivitet ud af kampen. Det var heldigt, at vi havde den i værktøjskassen til i dag, siger Mathias Gidsel.

Landstræner Nikolaj Jacobsen er enig i, at syv-mod-seks blev nøglen til sejr mod det aggressive kroatiske forsvar.

- De skifter mellem 6-0- og 5-1-forsvar og får held til at begå mange frikast på os, så vi ikke får rytme i angrebsspillet. Så går vi over og spiller syv-mod-seks, og i dag løser vi det langt hen ad vejen til perfektion, siger Nikolaj Jacobsen.

Nikolaj Jacobsen beskriver kampen som 'rigtig fin', og det var da også svært ikke at lade sig rive med at den vilde kulisse og den tætte kamp på banen. Det var også noget nyt for danskerne, at kampen ikke reelt var afgjort før slutfløjtet.

- Der er lidt mere nerve i kampen, når det er tæt. Det er altid dejligt at vinde stort, men det er også fedt at have tætte kampe, hvor der er mere spænding, hvor man skal holde fokus i kampens slutning. Det var egentlig meget sjovt at prøve igen, siger Magnus Saugstrup.

Næste opgave for Danmark er mandag mod Holland i mellemrunden.