For to år siden smagte Danmarks håndboldlandshold EM-strukturens bitreste noter og måtte fælt skuffede forlade slutrunden efter puljespillet. I denne omgang har de dygtigt spillet sig direkte i mellemrunden allerede inden mandagens kamp mod Nordmakedonien.
Samme turneringsform, en verden til forskel.
Derfor kan Nikolaj Jacobsen da også tillade at gøre noget, som ikke er mange landstrænere forundt i aften.
- Først og fremmest er målet af få nogen af dem, der ikke har spillet så meget, i kamp og få sparet nogen af vores store profiler, som skal trække et stort læs, når vi rammer mellemrunden, sagde Jacobsen inden søndagens træning i Debrecen.
Hvad han vil? Planen er tid til både Lasse Andersson og Jacob Holm, garanterede Danmarks landstræner, der også har i sinde at give nogen i truppen en oplevelse, de nok aldrig vil glemme.
- Aaron Mensing skal have lov til at få sin slutrundedebut, og det skal René Antonsen også. Det er det gode ved at være træner for det danske herrelandshold. Der er mange dygtige spillere at tage af.
Situationen inden holdets sidste puljekamp gør da også Mikkel Hansen 'yderst tilfreds'.
- Forhåbentlig får vi spredt spilletiden lidt ud og får nogen af dem, der ikke har spillet så meget, i kamp. Det håber jeg, at vi kan gøre brug af senere, sagde Danmarks nummer 24, som har været varm ved EM med 18 mål i de første to kampe.
Skal udnytte gylden mulighed
At repræsentere sit land er specielt, på mange måder. Kulissen, nationalmelodien, pomp og pragt. For en række af Danmarks spillere handler det dog også om at indordne sig i et hierarki, der er markant anderledes end hjemme i deres respektive klubber.
Med Mikkel Hansen, Rasmus Lauge, Mathias Gidsel og Niklas Landins navne i pulje er køen til spilletid længere end normalt.
Danmark har sat sig selv i en 'luksussituation', mener Henrik Møllgaard:
Netop derfor er det også utroligt vigtigt at udnytte muligheden mod Nordmakedonien til at få flere i ilden, mener Henrik Møllgaard.
-Lige nu er humøret fint, vi spiller godt og alt er godt, men man skal heller ikke tage fejl af, at det kan blive en lang turnering for dem, der ikke får så mange minutter. At de kan få noget vished om, at de får chancen for at komme ind i turneringen, er også med til at løfte hele stemningen, siger Møllgaard.
Du kan høre Danmarks opgør mod Nordmakedonien direkte i LIGA på P3 klokken 20.30. Kampen kan også ses hos TV2.