Hvis én træner kan snyde Norge, er det vel Jesper Jensen, ikke?

Onsdag afgøres det, om de danske håndboldkvinder klarer sig videre til semifinalen ved EM i Slovenien.

Jesper Jensen og Danmarks håndboldkvinder har onsdag mulighed for at spille sig i EM-semifinalen. Billetten videre i turneringen kan holdet dog allerede have sikret sig, hvis Slovenien tidligere på aftenen smider point. (Foto: © liselotte sabroe, Ritzau Scanpix)

Danmark har ikke slået Norge i otte år. Hvad får dig til at tro, at det bliver den her gang?

- At det er otte år siden. Så selvfølgelig skal det ske, siger Jesper Jensen.

Landstræneren smiler med øjnene, men uden ligefrem at være sarkastisk. Han tror på det inden håndboldkvindernes afgørende kamp i EM's mellemrunde mod nordmændene onsdag aften.

Hvis det virkelig passer, at intet varer evigt, må det efterhånden også være tid til, at håndboldens svar på superhelteholdet The Avengers, Norge, render ind i et nederlag til Danmark.

16 norske sejre i træk. En skræmmende statistik.

Men er der én træner, som kan gøre det, er det vel Jesper Jensen? Den 45-årige østjyde må være det tætteste, vi kommer en norsk landstræner - uden at være det.

Ud over at være dansk landstræner er han nemlig også træner for klubben Team Esbjerg. Og her råder han over en større norsk koloni, hvoraf fire er at finde i landets stærke EM-trup.

Stjernerne Henny Reistad, Nora Mørk, Kristine Breistøl og Vilde Mortensen Ingstad.

- Jeg tror godt, at de (nordmændene, red.) kan regne med, at de er blevet smidt godt og grundigt under bussen til taktikmødet. Det er ikke sådan, de skal føle, at jeg har holdt noget hemmeligt for det danske hold i hvert fald. De skal gøre sig klar til at yde deres bedste, hvis de skal have succes mod os, griner Jesper Jensen.

Danskernes seneste kampe mod nordmændene har været tætte. Derfor tror stregspiller Kathrine Heindahl også, at hun og holdkammeraterne endelig får slået Norge denne gang:

Flere af de danske spillere mener da også, at det er svært at finde en træner, der er mere kvalificeret til at stække nordmændene end Jesper Jensen.

- Han har sindssygt meget indsigtsfuld viden, siger Kathrine Heindahl, der selv spiller i Team Esbjerg og derfor også kender de norske profiler rigtig godt.

Kendskabet er én ting. Indtrykket efter de seneste indbyrdes opgør gør også, at danskerne står med en god fornemmelse inden opgøret, der kan sikre holdet førstepladsen i mellemrunden.

- Vi har vist, at vi er oppe og bide skeer med dem og er på samme niveau. Vi har spillet to gode kampe mod dem, som også kunne være gået ud til vores fordel, så jeg føler, at vi er tættere på end nogensinde før, siger Kathrine Heindahl.

- Det kan lige så godt være nu, vi tager det sidste skridt, siger Danmarks stregspiller.

Norges 23-årige stjerne imponerer danskerne

Har man været inde omkring Norges landshold det seneste årti, er det næsten en præstation ikke at have vundet en guldmedalje.

Enkelte, som 42-årige Katrine Lunde, har været med endnu længere, og her er totalen efterhånden nået op på seks EM-guld, to VM-guld og to OL-guld. Norge har været det, Danmark engang var, indtil kvindelandsholdet i nullerne måtte slippe den absolutte verdenstop.

Fremtidens norske stjerner står imidlertid allerede klar til at føre medaljetraditionerne videre, og den mest lovende er den 23-årige Henny Reistad, som aktuelt er norsk EM-topscorer med 33 mål i fem kampe.

Team Esbjergs norske komet er på alles læber - også danskernes.

Er Henny Reistad verdens bedste håndboldspiller lige nu?

- Ja, det synes jeg, hun er. Hun er meget komplet. Det, at hun også dækker op, krydret med ret unikt angrebsspil, synes jeg, gør hende til verdens bedste lige nu, siger Kathrine Heindahl, Reistads klubkammerat i Esbjerg.

Herunder sætter landstræner Jesper Jensen ord på nordmændenes EM og verdensstjernen Henny Reistad, han selv er træner for i klubben Team Esbjerg:

Stregspilleren håber, at de mange dueller i træningslokalet giver hende et lille overtag, men hun erkender hurtigt, at det bliver noget nær umuligt at holde Henny Reistad fuldstændig ude af kampen.

- Vi kommer, selvom vi kender hende, til at blive snydt engang i mellem. Men hun har også skullet trække et stort læs, og her håber jeg, at vi kan ramme hende med en masse fysisk og dermed gøre det svært for hende at træffe de rigtige beslutninger under kampen, siger Kathrine Heindahl.