I 17 forsøg har Holland aldrig slået Danmark, men i aften vil hurtig hollænder forsøge at snyde danskerne

Mandag møder Danmark Holland i den næstsidste kamp i mellemrunden ved EM i håndbold.

Det danske landshold forventer, at Hollands Luc Steins kommer til at volde problemer. (Foto: BERNADETT SZABO © Ritzau Scanpix)

I 17 forsøg er det aldrig lykkedes Holland at besejre Danmark i håndbold.

Mandag aften gør de orangeklædte endnu et forsøg, når de løber på banen til mødet med det danske landshold i mellemrunden ved EM i håndbold.

Mens Danmark har kursen sat mod semifinalen, har Holland kniven for struben. Teoretisk er muligheden der stadig, men den må betegnes som spinkel. Alligevel er det et hollandsk hold, der har imponeret ved EM-slutrunden.

I hvert fald, hvis man spørger de danske landsholdsspillere.

- De spiller utrolig hurtigt og ret frit. Jeg tror ikke, de føler, de har det helt store pres på sig. De har spillet noget god håndbold og taget selvtilliden fra sejrene med videre i turneringen. Jeg synes virkelig, de spiller noget god håndbold, siger Mads Mensah Larsen.

På grund af hollændernes uimponerede tilgang til turneringen, hvor ikke mange havde skænket dem de store chancer, og deres hurtige spil, har mange kastet kærligheden på det hollandske håndboldlandshold.

En af dem, der har kastet kærligheden på Holland, er den danske fløjspiller Johan Hansen, der har meldt sig selv 100 procent klar til kampen mod hollænderne, efter han har kæmpet med en lægskade.

- Holland er først og fremmest et ekstremt underholdende hold. Det er nok det mest vellidte hold ved den her slutrunde. Både blandt tilskuere og de andre hold.

- De spiller hurtigt med Kay Smits, der så desværre er blevet coronapositiv nu, og Luc Steins, siger Johan Hansen.

Luc Steins er ikke en typisk håndboldspiller, men han har sine helt egne spidskompetencer. (Foto: BERNADETT SZABO © Ritzau Scanpix)

Netop Luc Steins er til daglig holdkammerat med Mikkel Hansen og Henrik Toft Hansen i Paris Saint-Germain, hvor den hurtige, hollandske playmaker tegner angrebsspillet.

Med nyheden om, at Kay Smits, der med 45 scoringer er EM-topscorer, er ude med corona, må der falde ekstra ansvar på Luc Steins.

Derfor kræver det også, at der bliver holdt ekstra øje med ham, fastslår forsvarsspecialisten Lasse Andersson.

- Hvis man står helt fladt, så har man svært ved at få hjælp, for man bliver snydt.

- Jo højere oppe på banen, man bliver snydt, jo nemmere er det for ens holdkammerater at hjælpe til, siger Lasse Andersson.

En ukendt størrelse

Med 45 scoringer i fem kampe er det ganske naturligt, at Holland kommer til at savne den hårdtskydende bagspiller Kay Smits, der indtil i sommer var på kontrakt i danske TTH Holstebro.

Kay Smits har fået nettet til at blafre 45 gange ved EM. (Foto: BERNADETT SZABO © Ritzau Scanpix)

Men tidligere ved slutrunden har det vist sig ikke udelukkende at være skidt, når nationer bliver ramt af smittetilfælde og derfor må undvære profiler.

Et meget decimeret islandsk landshold vandt lørdag over Frankrigs olympiske mestre, og Kroatien, der ligeledes har været hårdt ramt, imponerede mod Danmark, selvom det ikke blev til point.

Derfor er de danske spillere heller ikke udpræget ekstatiske over Kay Smits' afbud.

- Vi har haft en del kampe, hvor vi føler, vi har forberedt os lidt forgæves, eller ikke har kunne forberede os på det, man ender med at stå mod, når kampen starter.

- Det er sådan, vilkårene er. Det har også været sådan for de andre hold, så det er bare et parameter, man også bliver målt på til denne slutrunde, siger Mads Mensah Larsen.

Ud over Kay Smits må hollænderne også undvære Jeffrey Boomhouwer, Robin Schoenaker, Iso Sluijters, Dennis Schellekens, Bart Ravensbergen, Rutger ten Velde, Samir Benghanem, Jasper Adams og landstræner Erlingur Richardsson på grund af coronasmitte.

Kampen mellem Danmark og Holland begynder klokken 18.00 og kan følges i LIGA på P3 eller ses på TV 2.