I 2012 vandt han sit første guld med Danmark, men ti år senere er manden med pandebåndet stadigvæk på toppen

Hvad er der sket med Mikkel Hansen på ti år?

(Foto: Zsolt Czegledi/EPA © Scanpix. Collage: Maria Eriksen Volthers)

Håndboldspiller med pandebånd.

Få personer behøver en kortere introduktion end Mikkel Hansen.

Det er 15 år siden, at hammeren fra Helsingør debuterede på landsholdet, i 2012 vandt han sin første guldmedalje med Danmark og i dag er venstrebacken stadigvæk i færd med at fylde på det sportslige eftermæle, som ved karrierens bagkant vil udødeliggøre ham i dansk idrætshistorie.

Men hvad er der egentlig sket med landsholdets største stjerne, siden han første gang stod på rådhusbalkonen i København og lod sig hylde af folket?

- Forhåbentlig er jeg da blevet klogere, griner Mikkel Hansen.

På spillet - og nok også på sig selv.

- Jeg er heldigvis i den situation, at håndbold stadigvæk interesserer mig ekstremt meget, og jeg prøver at optimere, hvordan jeg kan gøre tingene bedre. Det er nok op til andre folk at vurdere, men jeg synes da, at jeg er blevet en bedre spiller, siger håndboldspilleren.

Omverdenens høje forventninger er stadigvæk en af drivkrafterne i Mikkel Hansens håndboldkarriere:

Der er nogle ting, som med alderen er blevet en lille smule sværere, erkender Mikkel Hansen. Farten er ikke den samme, får flere af holdkammeraterne da også sagt med et glimt i øjet.

Hansens store hemmelighed er, at han altid har været god til at tilpasse sig spillet og holdets interesser, mener landstræner Nikolaj Jacobsen.

- Mikkel bruger sit overblik lidt mere nu og har ikke samme hurtighed, men han formår stadigvæk at sætte sit præg på spillet og bliver, hvis ikke kåret til den bedste spiller, så topscorer i de turneringer, han deltager i, siger Jacobsen.

34-årige Hansens impact er stadigvæk stort. Det viste han så sent som i aftes mod Kroatien ved EM-slutrunden.

Der er ti år mellem de to billeder, men Mikkel Hansens store betydning for landsholdet er stadigvæk den samme. (Foto: IVAN MILUTINOVIC © Scanpix Denmark / Foto: Tibor Illyes © Ritzau Scanpix)

Det kan virke småforkælet at forlange mere, end Mikkel Hansen allerede giver. Målvogter Niklas Landin kunne dog godt ønske sig, at holdkammeraten svingede den giftige højrearm lidt oftere - og påtaler det da også.

- Det savner vi nogen gange. At han bare tager klatten og får skudt 10-15 gange i løbet af en kamp.

- Nu har han endnu mere fokus på at gøre holdet godt samtidig med, at han ikke har glemt at skyde. Så han er en mere komplet spiller, end han var i 2012, siger Niklas Landin.

Hansens kommende holdkammerat i Aalborg Håndbold, Henrik Møllgaard, er enig. Venstrebacken stoler ikke længere blindt på "bare" at være verdens bedste skytte.

- Men den største forandring er mennesket bag. Mikkel er blevet en langt større leder og har også fået større forståelse for, at alle ikke kan alt, siger Møllgaard.

Når holdkammerater tidligere ikke kunne udføre de ting, der blev forlangt, 'måtte de hjem og træne', fordi selvfølgelig kunne det læres, griner forsvarsspilleren.

- Jeg tror, at Mikkel har været en lille smule fartblind over, hvor god han egentlig selv har været, siger Henrik Møllgaard.

Kommer til at vælte den danske liga

Det er blevet en stående joke i de kredse, som tre uger om året halser efter landsholdet til slutrunder, at når Mikkel Hansen har spillet en kamp, som giver anledning til kritik, falder der prompte et spillemæssigt modsvar få dage senere.

Ved VM sidste år kom manden med pandebåndet i vælten for et rødt kort i gyseren mod Egypten. To dage senere lavede Hansen 12 mål mod Spanien i semifinalen. Ved dette EM brændte venstrebacken tre straffekast mod Island. I aftes brændte han banen af mod Kroatien.

Det er tydeligt, selv i en alder af 34 år, at det motiverer Mikkel Hansen at være en afgørende faktor, og det bliver også tilfældet de kommende år, slår han fast.

- Det er det, der gør det sjovt hver evig eneste dag, man træder ind på banen. At der er en forventning om, at man leverer på et højt niveau. Den dag, hvor der ikke er det, ved jeg ikke, om jeg vil have den samme glæde ved det. Jeg er lidt adrenalinjunkie i forhold til, at der gerne skal være noget på spil, siger Mikkel Hansen.

I Danmarks første fem kampe ved EM i Ungarn har Mikkel Hansen scoret 33 mål. (Foto: Attila KISBENEDEK © Ritzau Scanpix)

Når årets sæson rinder ud, forlader venstrebacken sin base gennem ti år i Paris og vender hjem til dansk håndbold, hvor Aalborg Håndbold har sikret sig profilens krussedulle på en kontrakt, der løber til 2025. Til den tid vil Mikkel Hansen være 37 år.

Kan du føle et pres? Der er nok ikke mange, der tænker, at du skal hjem og være en marginalspiller?

- Naturligvis kan jeg det. Hvis jeg ikke kunne føle det, tror jeg heller ikke, at jeg var kommet hjem. Det har jeg slet ikke noget problem med, siger Mikkel Hansen.

Der er dog ingen grund til at bekymre sig om niveauet til den tid, spår Henrik Møllgaard. Danmarks største håndboldnavn gennem snart to årtier skuffer sjældent.

- Mikkel kommer til at blive dominerende og vælte den danske liga. Han vil helt sikkert hjem og vise, at tanken ikke er tom, siger Møllgaard.