I dag starter jagten på EM-succes: Disse tre faktorer bliver afgørende for Danmark

Ifølge håndboldekspert og tidligere landsholdsspiller Bo Spellerberg skal Danmark blandt andet håbe på coronaheld.

Niklas Landin kommer endnu engang til at få en afgørende rolle for Danmark. Men flere ting skal gå op, hvis landsholdet skal vinde EM. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)

I aften er det alvor.

EM i håndbold begynder, og Danmark møder Montenegro i den første gruppekamp.

Håndboldekspert og tidligere landsholdsspiller Bo Spellerberg har svært ved ikke at være meget optimistisk på vegne af Nicolaj Jacobsen og co.

Den danske landstræner og hans udvalgte harpiksatleter er nemlig blandt favoritterne til EM-guldet. Men flere omstændigheder skal gå op, hvis forventningerne skal veksles til medaljer.

Nedenfor kommer Bo Spellerberg med tre faktorer, som bliver afgørende for dansk succes i Ungarn og Slovakiet.

Danmarks bredde

Danmark har flere verdensklassenavne, men der er også masser af kvalitet på bænken, mener Bo Spellerberg. (Foto: Claus bech © Ritzau Scanpix)

VM-guld og OL-sølv i 2021 vidner om, at det danske landshold er blandt verdens bedste til håndbold. Succesen bunder blandt andet i, at Nicolaj Jacobsens spillermateriale er af yderst høj kvalitet, vurderer Bo Spellerberg.

- Vi er forkælet med et fantastisk landshold, der har gode spillere på alle positioner. Rent angrebsmæssigt har vi tre spillere i Mikkel Hansen, Rasmus Lauge og Mathias Gidsel, som er verdensklasse. Men resten følger tæt efter og kan også vinde kampene for Danmark, siger han.

- Truppens bredde gør, at vi stort set kan skifte ud, som det passer os. Norge har det for eksempel svært, hvis Sander Sagosen ikke spiller godt. Men vi har tre spillere, som kan præstere på et uhyggeligt højt niveau og nærmest vinde kampene alene. Danmark er godt med.

Målvogterne

Danmark får atter brug for Niklas Landins superreflekser, hvis drømmene om EM-guld skal blive en realitet. (Foto: Claus bech © Ritzau Scanpix)

Ovenstående punkt gælder også for herrerne i buret. For det er ganske udemærket at kunne hamre en masse mål ind i angrebet, men det er sjældent nok, hvis man ikke også formår at kunne lukke af i defensiven.

- Vi har Niklas Landin, som har vundet titler til Danmark før. Han er suppleret af to andre keepere i Kevin Møller og Jannick Green, der også har stået forrygende, mener Bo Spellerberg.

- Danmark er godt dækket ind, og man ser sjældent, at et hold vinder et mesterskab uden en målmand i top to. Der er vi godt stillet, og vi har endda Jannick Green hjemme i Danmark, som er fuldt berettiget til at være med.

Coronaheld

Én positiv coronaprøve kan hurtigt blive til mange, og derfor forsøger Danmark at gå med livrem og seler før turneringen går i gang. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)

Det er dog ikke blot sportslige faktorer, som kan sætte sit præg på Danmarks EM-chancer. Coronapandemien har allerede et solidt greb i slutrunden.

Helt konkret har både Montenegro og Nordmakedonien udfordringer med smitteudbrud, mens Danmark har måtte lade Jannick Green blive hjemme efter en positiv prøve.

- Det vil kræve held ved dette EM, for vi har allerede set flere af de andre hold være ramt. Og man kan jo godt møde et andet hold, som er smittet og pludseligt selv have det.

- Derudover virker det ikke helt som om, at Ungarn har lavet nogle strømlinede rammer for afviklingen af kampene, så smitten ikke spreder sig. Jeg er ikke helt tryg. Der er selvfølgelig nogle elementer af held, og vi må håbe på, at man kan afvikle slutrunden i god ro og orden, fortæller Bo Spellerberg.

Danmark indleder EM mod Montenegro torsdag aften klokken 20.30. Opgøret kan høres direkte i LIGA på P3 eller ses på TV2.

FacebookTwitter