Ingen hjælp til Danmark: Island bankede Rusland

Danmarks overmænd tog endnu en sejr ved EM i herrehåndbold over svagt russisk hold.

Islands Alexander Petersson blev delt islandsk topscorer med seks mål mod Rusland. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Island blæste Rusland omkuld fra første fløjt og fulgte sejren over Danmark op med en storsejr på 34-23 ved EM i herrehåndbold.

Det mest forbløffende ved kampen var nærmest, at stjernen Aron Palmarsson – timålsskytten fra den meriterende sejr over Danmark – ikke kom på måltavlen for Island mod et russisk hold fuldstændig blottet for selvtillid.

Et russisk hold, som er det danske holds sidste modstander i gruppespillet på onsdag.

Og et russisk hold, der efterlod et indtryk af, det vil være lettere at få IHF-præsident Hassan Moustafa til at ændre syv mod seks-reglen tilbage til noget, der er i spillets ånd, end det vil være at genrejse Rusland til tidligere tiders storhed, da medaljerne blev hentet hjem i en jævn strøm.

Fejl på fejl og en opgivende attitude stod i skarp kontrast til Island, der jublede op mod de mange vellarmende, blåmalede, udklædte tilskuere i øverste sektion efter hver en vellykket aktion.

Stort bifald fra de danske fans

De endnu flere danske tilskuere i Malmö Arena gav et stort og respektfuldt bifald til træner Gudmundur Gudmundsson, den tidligere danske landstræner, inden kampen, og de lod sig velvilligt rive med af den islandske stemning og det islandske spil.

Islands landstræner, Gumundur Gudmundsson, fik udover sejren også et stort bifald fra de danske tilskuere, der tidligere har set ham stå i spidsen for det danske landshold. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Og der var så mange andre end Palmarsson, der bød ind. Islands aggressive, offensive forsvar stressede russerne, og kontraangrebene ramte knivskarpt ind i den russiske ballon.

Alexander Petersson var generelt bare stærk, og Aalborg-playmakeren Janus Smarason var igen både klog, fintestærk og målfarlig.

Stort set alt lykkedes i indledningen. Efter 14 minutter stod det 9-3, og det blev også hele 15-6, før kadencen faldt en smule.

Og det var mere islandsk sjusk end russisk styrke, der holdt russerne en smule inde i opgøret ved 16-11.

Men via 18-11 ved pausen strammede Island igen grebet og trak fra til 26-17 midtvejs i anden halvleg.

Og derfra blev det lidt af en omgang badebold med mange lette mål i begge ender og mindst lige så mange ukoncentrerede aktioner.

Efter kampen var Aalborg-spilleren Janus Smarason ikke overraskende glad og tilfreds med kampen, men omvendt ude af stand til at forstå, at holdet fortsat ikke er sikret en plads i mellemrunden.

- Stor ros til vores forsvar for at kæmpe i alle 60 minutter. Det er der, vi vinder kampen.

- Det er sindssygt, at vi stadig ikke er videre. Vi vil rigtig gerne videre. Men vi er ikke tilfredse endnu. Ryger vi hjem, giver de to sejre os ikke noget. Vi er her ikke bare for at kigge på, og vi er rigtig gode, synes jeg, siger Janus Smarason til DR Sporten.

Island har lagt sig i spidsen af Gruppe E med fire point, mens Rusland fortsat er uden point. Men endnu er intet afgjort, og Island skal slå Ungarn i sidste gruppekamp for at få to point med over til mellemrunden.