Kampen mod Holland er alfa omega for en stærk EM-position for Danmark

De danske håndboldherrer møder Holland ved EM’s mellemrunde klokken 18.

For Mads Mensah Larsen og resten af det danske landshold er det afgørende at vinde kampen mod Holland, så Danmark selv kan afgøre sin videre skæbne ved EM. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)

De olympiske mestre fra Frankrig blev slået 29-21 mod Island.

Hjemmebanefavoritterne fra Ungarn røg ud, inden det for alvor blev sjovt i mellemrunden.

Uforudsigelighed er et af de helt store parametre ved dette års EM-slutrunde, særligt på grund af den udbredte coronasmitte, der har fået flere landshold til løbende at måtte foretage mange udskiftninger og lade profiler sidde over.

Hvert point har afgørende betydning for, om man går videre til semifinalen - det siger næsten sig selv.

Men uforudsigeligheden er for alvor til at tage og mærke på ved dette års slutrunde. Selvom Danmark måske har kurs mod semifinalen og også går ind til aftenens kamp mod Holland som favoritter, er der derfor ikke tid til at hvile på laurbærrene, fortæller landsholdets fløjspiller Johan Hansen.

- Det er meget, meget vigtigt. Tæller mit regnestykke rigtigt, kan vi tillade os at tabe med et par stykker mod Frankrig, hvis vi vinder over Holland. Men først og fremmest skal vi vinde over Holland, det er alfa omega, siger Johan Hansen.

Inden næstsidste kamp i mellemrunden har Danmark med puljens førsteplads kurs mod semifinalen. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)

Ikke at vinde over Holland og dernæst tabe til Frankrig i den sidste mellemrundekamp er nok ligefrem en del af landsholdets planer for slutrunden.

Men det er altid rarest selv at kunne afgøre sin skæbne ved en slutrunde, og derfor har aftenens kamp afgørende betydning, fortæller landsholdets forsvarsspecialist Lasse Andersson.

- Hvis vi taber kampen, kan alle mulige andre ting få betydning for, om vi går videre, og det er jo rarest at have det i egne hænder. Og det har vi nu. Så selvfølgelig er det vigtigt at vinde kampen, siger landsholdets forsvarsspecialist.

Den holdning deler landsholdskollegaen Mads Mensah Larsen. Danmark indtager puljens førsteplads inden kampen mod Holland, men et nederlag kan betyde, at Danmark, Island og Frankrig, som landsholdet møder i sidste spillerunde, skal kæmpe om de to pladser i semifinalen.

Derfor holder landsholdets venstreback fokus indad og på kampen i aften.

- Jeg kan bedst lide at spille, når tingene er i vores egne hænder. Hvad der sker i den anden pulje og de andre kampe, interesserer mig egentlig ikke, siger Mads Mensah Larsen.

’Behøver ikke et wake up-call’

Til aftenens opgør har Holland været nødt til at justere en smule i de taktiske forberedelser. De orangeklædtes topscorer Kay Smiths er ligesom to øvrige spillere meldt ude af kampen på grund af corona.

Kay Smits har scoret hele 45 mål ved EM. Men i kampen mod Danmark er han ikke med. (Foto: Tamas Kovacs © Ritzau Scanpix)

Jovist, det er et hårdt slag, men tidligere ved slutrunden har det vist sig ikke udelukkende at være skidt, når nationer bliver ramt af smittetilfælde og derfor må undvære profiler. Bare husk Islands sejr over Frankrig, eller da et hårdt ramt Kroatisk landshold bød Danmark op til dans i den forrige runde.

Af den grund må Holland heller ikke undervurderes, mener landsholdets anfører, Niklas Landin.

- Jeg håber ikke, vi har behov for at blive mindet om, at der er utroligt mange gode hold. Vi er godt klar over, at der ikke bare kommer nogen nemme kampe, siger målvogteren.

En håndboldlussing, som franskmændene fik mod Island, er derfor ikke noget, de danske verdensmestre har behov for i aften.

- Et wake up-call behøver vi ikke, siger Niklas Landin.

Men står det til DR Sportens håndboldekspert, Kasper Søndergaard, kommer de danske verdensmestre da heller ikke til at lide samme skæbne, som Frankrig gjorde mod Island. Holland er et godt hold, og de har dygtige spillere, mener han, men Danmark er bedre.

- Jeg tror ikke, vi taber i aften, siger Kasper Søndergaard.

Kampen mellem Danmark og Holland begynder klokken 18.00 og kan følges i LIGA på P3 eller ses på TV 2.